Livet i regnbuens resumé

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Dan Turèll har et smukt digt i sin storbytrilogi, hvor han beskriver oplevelsen af at gå op i Rundetårn og kigge ud over byen og der få øje på sin »historie i resumé i ét øjekast til horisonten«.

Går jeg en dag op i regnbuen på kunstmuseet Aros, midt i Aarhus, vil jeg på samme vis som Dan Turèll kunne se hele mit liv foran mig, »min historie i resumé«, blot i Aarhus.

Herfra kan jeg skabe et stort og sindrigt kunstværk af streger, hvis jeg med en pen fulgte de bevægelser, jeg har gjort mig op igennem livet, et selvportræt i form af de bevægelser, jeg har lavet i byens geografi.

Selvom jeg ikke kan huske min fødsel, kan jeg dog fra regnbuen på Aros se den bygning, hvor jeg blev født, Fødselsstiftelsen, som i dag er en del af universitetet. Jeg kan se universitetet, hvor jeg læste, festede og mødte min kone. Jeg kan se Nordre Kirkegård, ikke så langt fra Fødselsstiftelsen, hvor jeg måske en dag kommer til at ligge begravet. Jeg kan se skoven, hvor jeg så mange gange har cyklet på min mountainbike. Jeg kan se det tidligere Kommunehospital, der er ved at blive omformet til universitetscampus og mindes dengang vores første søns liv blev reddet af en dygtig hjernekirurg.

Til alle mine helt ufatteligt mange minder hører byen med, ikke bare som baggrundstæppe, der kunne udskiftes med alle mulige andre baggrundstæpper, men som en uløselig og konstituerende del af oplevelsen. Til hvert minde hører et sted. Min identitet kan ikke adskilles fra de omgivelser, hvori min identitet er formet.

Når jeg ser ned på byen fra regnbuens perspektiv, ser jeg ikke bare min historie i resumé, men mange menneskers historie, hvis rødder går århundreder, ja årtusinder tilbage. For byen er jo formet af utallige mennesker gennem mange generationer.

Et af de steder i byen, der husker denne dybe historie allerbedst, er kirkerne. 2.300 sogne har vi i Danmark. Langt de fleste har navne, der er knyttet til den lokale by, landsby eller bydel. Ligesom byen eller bydelen lægger navn til kirken og dermed dens lokale identitet, så er kirken også med til at give byen identitet, gøre den genkendelig for sig selv, fordi den er en symbolsk ladet bygning, der har været der lige så længe som byen og samlet erindringer op.

Mens butikkerne på Store Torv med jævne mellemrum skifter ejermand, og mange af dem tilhører globale brands, der har hovedsæde i USA, så bliver domkirken ved med at stå der midt i det hele og indoptage forandringerne, huske på dem og lagre dem i sine mursten, fortællinger og kunstværker.

Før Aarhus hed Aarhus, hed den Aros, dengang den var en vikingeby, og for at se en af de få levn fra den tid, der stadig er i brug, skal man gå i kirke, kryptkirken i Vor Frue Kirke, hvor Åbykrucifikset, en kopi af det ældste krucifiks i Danmark, afbilder Kristus som en stærk og majestætisk vikingehøvding.

Når vi går til gudstjeneste, hører vi sågar fortællinger, der går tilbage flere tusinde år, inden der var noget, der hed kristendom, som minder os om, at kloden engang var som en stor have, som mennesket siden har formet og forandret til nærmest uigenkendelighed, men hvis historie i resumé vi kan genkende i byens geografi.

Det er menneskets skæbne at omforme haven til en by, der strækker sig over hele kloden. Det er en fantastisk og brutal historie med mange mørke kapitler, men det er og bliver vores historie, som endnu ikke er fortalt færdig. I alle kirker er der et tårn, der peger mod himlen, som får alle, der sidder inde i kirkerummet, til i fantasien at drømme om en fortsættelse og forestille sig det hele på ny.

Fra regnbuen på Aros kan vi betragte, hvor vi er nået til i dag, og hvordan vi hver især har del i denne fortælling, når vi ser vores historie i resumé, og så kan vi håbe på, at de mange mørke sider ikke får overtaget, men at vi kan fortsætte vores bevægelse mod den store by, der strækker sig over hele kloden og rummer os alle.