Fortsæt til indhold

Slut med nedprioritering af de ældre - det er tid til forandring

De ældre og de ansatte skal have et markant løft af deres dagligdag. Vi kan ikke være andet bekendt, mener kandidat til byrådet for Danmarksdemokraterne

Debat
Michael Mikkelsen,KV-kandidat 2025, Danmarksdemokraterne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I FOA’s nye analyse af de kommunale regnskaber vises det med alt tydelighed, at vi her i kommunen er den af alle kommuner i regionen, der prioriterer ældreområdet lavest og afsætter færrest midler til området. Det er en overraskelse, at det kommer bag på flere politikere, for sådan har forholdene været i hele valgperioden.

Hvis man kigger efter i de kommunale nøgletal for 2025, der udgives af indenrigs- og sundhedsministeriet kan man derimod se, at vi er den kommune, der ligger lavest blandt samtlige kommuner med en udgift på 40.521 kr. mod landsgennemsnittet på 53.815 kr. pr. borger over 67 år.

Samtlige partier har stemt for nedprioritering af de ældre. Der bliver trængsel ved håndvasken op til kommunalvalget

Når man kigger på kommunens egene budgetoplysninger kan man i budgetoplæg 2025 fra 2024 se, at VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) for regnskab 2023 har beregnet, at kommunen bruger 38,4 millioner mindre på ældreområdet end sammenlignelige kommuner.

Dette tal steg i regnskab 2024 i henhold til VIVE til 52,4 millioner, som økonomiudvalget fik præsenteret i juni måned.

Samtidigt kan man ved en gennemgang af referaterne fra sundheds- og ældreudvalget læse om stor personaleudskiftning og højt fravær samt en lang række andre problemer.

Så vi har med et ældreområde at gøre, der er så lavt prioriteret, at det dårligt kan blive værre. Det er en kendsgerning at samtlige partier i byrådet gennem årsbudgetterne har stemt for denne nedprioritering af de ældre.

Michael Mikkelsen. Pressefoto

Så der bliver trængsel ved håndvasken op til kommunalvalget.

Her er det værd at huske, at alle de nuværende partier i byrådet hele tiden har lovet forbedringer, mens det modsatte har været tilfældet. Senest lover formanden for sundheds- og ældreudvalget, der – som alle ved – har haft det politiske ansvar for området, at Venstre nu vil opprioritere området.

Efter at Venstre har haft ansvaret for området i snart 4 år, virker det som panik før lukketid.

Netop ældreområdet er ét af de vigtigste politiske områder for Danmarksdemokraterne sammen med velfærdsområdet, et opgør med lukketheden i kommunalbestyrelsen og en decentraliseringsprioritering af kommunens udgifter.

Danmarksdemokraterne og jeg foreslår, at byrådet i den kommende valgperiode genopretter ældreområdet, således at vi kommer mindst op på samme niveau som andre kommuner, inden valgperiodens udløb. Midlerne til dette skal primært findes ved besparelser på det administrative og politiske område, men også på andre områder end velfærdsområdet, herunder ligegyldige klimatiltag.

Lad os prøve noget nyt og for første gang give ældreområdet førsteprioritet. Lad os ikke længere svigte de ældre.

De ældre og de ansatte skal have et markant løft af deres dagligdag, vi kan ikke være andet bekendt.