»Vigtigt med klare rammer: Vi skal turde være tydelige – det skylder vi vores børn og unge«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I denne skønne sommerferietid smider vi de vante rammer lidt overbord.
Det er befriende, men for de fleste, i hvert fald mig, trives jeg bedst med at komme retur til mine vante rammer.
Og hvorfor skriver jeg et indlæg herom?
Jo, fordi jeg er af den overbevisning, at mennesket trives bedst i klare rammer.
Og ud fra mit ståsted som lærer og næstformand i Børn- og Skoleudvalget her i Favrskov, så er det altafgørende, at vi sætter og skaber klare rammer for vores børn og unge, i vores daginstitutioner, skoler og fritidstilbud.
Med klare rammer ved man som menneske, hvad der forventes af en, og hvordan man bør indgå i rammen, og med tryghed heri skabes de bedste betingelser for at udvikle sig og lære.
I Favrskov skaber vores skoler gode rammer for vores børn og unge mennesker, så de kan indgå i et socialt, dannende og forpligtende fællesskab.
Det, vi gør godt, vil jeg gerne bakke politisk op om, at vi fortsætter med at gøre godt, og måske kræver det en endnu større indsats i disse tider, hvor vi nærmest dagligt nationalt hører om mistrivsel, skolevægring og voldsepisoder i den danske folkeskole.
Jeg kommer ikke her og påstår, at klare, tydelige rammer kan løse alt, men det er vigtigt, at vi alle: Lærere, pædagoger, politikere, forældre – ja, hele samfundet – tager ansvaret på os for sammen at skabe og sætte klare, kærlige rammer for vores børn og unge, hvor man gerne får at vide, hvad der forventes, hvad man gør godt, hvad man gør mindre godt, hvordan man indgår i fællesskaber og opfører sig ansvarligt og dannet. Vise dem vejen!
For hvis ikke vi gør det, så er det svært at vide som barn og ung, hvordan man skal begå sig med frygt for ikke at gøre ”det rigtige”.
Det kan bidrage negativt til at øge mistrivsel, eksklusion og ensomhed.
Lad os alle samarbejde om at være tydelige, stolte voksne, der viser vejen frem og hjælper vores børn og unge godt på vej. Vi skal være rollemodeller for vores børn og unge, både i populære og knap så populære beslutninger for dem og for deres bedste.
For mig som politiker, er omsorg, omtanke, ordentlighed og sund fornuft de bærende elementer, når jeg til daglig arbejder med lokalpolitik, generelt men i særdeleshed inden for børn- og ungeområdet.
Vi skal turde at være tydelige. Det skylder vi vores børn og unge.