Dilemmaer ved bygningsbevarelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Præcisering: Den første version af dette debatindlæg var fejlagtigt forsynet med et billede og en billedtekst, der henviste til Aarhuskolonien på Ahl Strand. Den er der ingen planer om at rive ned. Debatindlægget handler derimod om Lyngby-Tårbæk kolonien på Ahl. Din Avis Syddjurs beklager fejlen.

Det har affødt en del kommentarer, at byrådet valgte at give nedrivningstilladelse til feriekolonien på Ahl på det ekstraordinære byrådsmøde 16. juni. Feriekolonien scorer samlet et 4-tal i SAVE-registreringen. SAVE-skalaen går fra 1 til 9, og er inddelt i høj, middel og lav bevaringsværdi.

Det eneste, som byrådet skal forholde sig til i disse sager, er, om man vil give tilladelse til at nedrive en bevaringsværdig bygning. Intet andet. Det handler ikke om privat ejendomsret, økonomi eller hvad man eventuelt kunne få i stedet for. Det kan man naturligvis have stærke holdninger til, men det er ikke en del af den opgave, som byrådet skal løse.

Indstillingerne fra Museum Østjylland og BLIS var ret entydige mod at rive feriekolonien ned. En af de faktorer, der trækker bevaringsværdien op, er, at bygningen er ny-moderniseret. På arkitektonisk værdi og originalitetsværdi lander bygningen på et 5-tal.

Jeg fulgte forvaltningens saglige indstilling og stemte for at give nedrivningstilladelse, selvom det egentlig er mod mine grundlæggende holdninger. I mine øjne har byrådet et stort ansvar i forhold til at bevare og beskytte vores lokale kulturarv. Det er en del af vores lokale historie og identitet.

Når jeg alligevel stemte for at give nedrivningstilladelse, var det, fordi at udtrykket, stemningen og atmosfæren er suget ud af bygningen og omgivelserne. Se blot på de gamle luftfotos og andre billeder fra dengang feriekolonierne blev oprettet. Der er ikke meget autenticitet tilbage i den sommerlejr.

Samtidig synes jeg, at det er et væsentligt dilemma, at byrådet i disse sager kan afvise en ansøgning om nedrivningstilladelse og vedtage en bevarende lokalplan, men det giver jo ikke ejere af bevaringsværdige bygninger incitament til at tage hånd om bevarelsen. Hvis ejeren af en bevaringsværdig bygning ikke har vilje eller evne til at sikre den, kan det i yderste konsekvens betyde, at kommunen skal overtage ejendommen og forpligtelserne.

Derfor burde der være nogle mere håndfaste incitamenter til ejere af bevaringsværdige bygninger, ikke at forveksle med fredede bygninger, som giver bedre mulighed for at passe på bygningerne. I det konkrete tilfælde kunne man blandt andet læse her i avisen, at ejeren havde fået en fuldstændig vanvittig og uproportional ejendomsvurdering.

Netop ejendomsvurderingerne er et af de redskaber, man kunne kigge på. Det kunne også være rimelige fradrag for vedligeholdelse. Det er selvfølgelig ikke noget, som byrådet har indflydelse på, men det burde man arbejde mere med på Christiansborg, så stat og kommune trækker på samme hammel, når det kommer til lokal kulturarv.