Fortsæt til indhold

»Kan vi stole på kommunen?«

Det er et brud på tilliden mellem kommunen og borgerne, at der er ændret i referater, mener Dansk Folkeparti.

Debat
Frank Rune Kristensen Nielsen (DF)Spidskandidat DF Skanderborg KV25
Daniel Aage Holm (DF)Formand DF Skanderborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Tirsdag 8. juli kunne TV2 Østjylland fortælle, at der i flere tilfælde er foretaget store og markante ændringer i referaterne fra borgermøder om sol- og vindmølleprojekter. Det er en nyhed, der bør vække alvorlig bekymring hos både borgere og lokalpolitikere.

Referater fra borgermøder er ikke blot et spørgsmål om formaliteter. De er et vigtigt demokratisk redskab, som sikrer, at borgernes holdninger og bekymringer bliver dokumenteret og videreformidlet til beslutningstagerne. I byrådet.

Når der rettes i disse referater på en måde, der forvrænger indholdet eller nedtoner kritiske stemmer, undermineres den demokratiske proces.

Vi kan ikke forvente, at byrådet træffer oplyste og retfærdige beslutninger, hvis det grundlag, de træffer dem på, ikke er korrekt. Det handler ikke om, at referater ikke må redigeres i, selvfølgelig må de det. Det er helt almindeligt og nødvendigt at fjerne gentagelser, sproglige fejl eller gøre formuleringer mere forståelige. Men man må aldrig gå på kompromis med virkeligheden på bekostning af indholdet. Hvis en borger til et møde udtrykker bekymring for landskabets forandring eller mangel på inddragelse, skal det fremgå i referatet – ikke glattes ud eller udelades.

Det, der tilsyneladende er sket i denne i sag, er ikke blot et spørgsmål om dårlig formidling. Det er et brud på tilliden mellem kommunen og borgerne. Hvis borgerne oplever, at deres input bliver omskrevet, censureret eller pyntet på, risikerer vi, at endnu færre deltager i den offentlige debat og i lokale høringer. Det er skadeligt for vores demokrati og for vores fælles beslutningsgrundlag.

Frank Rune Kristensen Nielsen (DF). Pressefoto