Høringer i sommerferien: »Det handler ikke kun om dårlig timing. Det handler også om retfærdighed og ansvar«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Endnu en gang er vi som skolebestyrelse blevet stillet overfor en vigtig høringssag – denne gang om fjernelsen af mertildeling til specialskoler og specialklasser – og endnu en gang med en uacceptabelt kort svarfrist lige op til sommerferien.

Høringsbrevet blev sendt 11. juni, og svaret skulle være afleveret senest 26. juni.

Det er helt tilfældigt, at vi i perioden allerede havde et møde planlagt. Det er desværre ikke første gang, vi oplever denne praksis. Skanderborg Kommune har gentagne gange sendt sparekataloger ud i juni med høringsfrister, der falder midt i ferien. Man kunne få den tanke, at det er en bevidst strategi for at undgå reelt modspil fra bestyrelserne.

Men det handler ikke kun om dårlig timing. Det handler også om retfærdighed og ansvar.

På Skovbyskolen har vi arbejdet med en ansvarlig og realistisk tilgang til budgetlægning for vores specialklassetilbud – ud fra den grundtakst vi får. Det gør det ekstra frustrerende, at vi nu står med en model, hvor alle rammes ens, uden hensyn til lokale forskelle eller tilgangen til økonomistyring. Det opleves som en kollektiv straf for noget, der kunne være håndteret langt tidligere og mere målrettet.

Det rejser spørgsmålet: Hvor har tilsynet været? Hvis enkelte skolers økonomi i årevis har afveget kraftigt fra gennemsnittet, hvorfor er det først nu, man reagerer – og med et forslag, der rammer alle ens?

Samtidig må vi stille os kritisk over for den nye tildelingsmodel: Den tager ikke højde for stigende elevtal og differentierede behov. Den risikerer at svække indsatsen for de børn, der har allermest brug for støtte.

Og hvad værre er – beslutningen bygger på en analyse baseret på kun ét års data. Er det virkelig den tilgang, man vil bruge som grundlag for permanente besparelser? Er det en seriøs måde at behandle noget så vigtigt som børn med særlige behov og de fællesskaber, vi forsøger at skabe omkring dem?

Denne slags beslutninger kræver reel dialog, rettidig inddragelse og et langt mere solidt beslutningsgrundlag. Ellers svigter vi de børn og unge, vi har ansvaret for.

Vi kan og skal gøre det bedre.