Fortsæt til indhold

»Vi er ikke i politik for at administrere stilstand – vi vil have forandring og et borgmesterskifte«

Debat
Christoffer PedersenBorgmesterkandidat for V i Syddjurs til KV25
Kasper Kolstrup MøllerBorgmesterkandidat for C i Syddjurs til KV25

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Syddjurs Kommune har brug for en ny retning og en ny ledelse.

Det afgørende for os er, at Syddjurs får en blå ledelse, der kan sætte en ny kurs

Og lad os slå én ting fast med det samme: Selvom Venstre og Konservative stiller op med hver sin borgmesterkandidat, er det ikke et tegn på uenighed. Tværtimod. Vi samarbejder tæt – både i byrådet og udenfor – og vi står samlet om det vigtigste mål:

Syddjurs skal have en borgerlig borgmester.

Det afgørende for os er, at Syddjurs får en blå ledelse, der kan sætte en ny kurs – præget af ansvar, udvikling og tydelige prioriteringer. En kurs, der bringer kommunen tilbage på sporet med vækst, trivsel og fremgang. Hvem der konkret skal være borgmester, må konstitueringen efter valget afgøre – som det sig hør og bør.

Vi deler en fælles vision for Syddjurs: En kommune med ambitioner og handlekraft.

Derfor vil vi:

• Føre en offensiv og erhvervsvenlig politik, hvor det er nemt og attraktivt at starte, drive og udvikle virksomhed.

• Investere i bedre og mere smidig sagsbehandling, så både borgere og virksomheder møder en kommune, der hjælper – ikke hæmmer.

• Styrke bosætningen og skabe rammer, så både unge familier og ældre vælger Syddjurs til – fordi mulighederne og servicen er i top.

• Sætte klare mål for kommunens udvikling og stå ved de nødvendige prioriteringer – også når de er svære.

• Sikre en stærk og bæredygtig velfærd – med fokus på rekruttering, nye løsninger og klare prioriteringer – så Syddjurs også i fremtiden har råd til nærværende pleje, god service og tryghed i hverdagen.

Vi er ikke i politik for at administrere stilstand – vi er her for at skabe forandring og fremskridt.

Og vi ved, at det kræver samarbejde. Ikke kun i blå blok, men også på tværs af partierne. Det samarbejde er ikke nyt – det er allerede i gang.

Syddjurs har brug for en ny retning. Vi er klar til at tage ansvar for den – sammen.