Åbent brev til dyreaktivisterne. En kritisk gennemgang af jeres påstande - I er på vildspor
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Åbent brev til dyreaktivisterne i Mols Bjerge.
Til Per Øxenholt, Søren Brink, Dorthe Brauner og Anette Klit med flere.
Jeg opfordrer på det kraftigste til, at myndighederne får sikret arbejdsro for medarbejderne på Molslaboratoriet.
Hvis vi antager, at Molslaboratoriet virkelig overtræder love og forordninger, hvad angår deres omgang med Exmoor-ponyer og Skotsk Højlandskvæg, hvorfor har myndighederne så ikke for længst stoppet laboratoriets videnskabelige arbejde, der faktisk blev påbegyndt i 2016?
Med jeres handlinger på området og skriftlige indlæg om denne sag, retter I indirekte alvorlige beskyldninger mod de offentlige instanser, der har med sagen at gøre.
Umiddelbart før jeg påbegyndte dette indlæg, fik jeg et svar fra Anette Klit, som jeg anser som særdeles problematisk. Hun beskriver et dystopisk Kafka-samfund, idet fru Klit hævder, at Molslaboratoriet er beskyttet af regeringen, som sørger for, at ingen fra Molslaboratoriet eller Naturhistorisk Museum kommer bag tremmer for deres kriminelle udsultning og anden form for mishandling af dyrene. Gad vide, hvordan politikeren Per Øxenholt vil betragte denne udmelding.
Hvis rewildingforsøget fortsætter trods jeres (aktivisterne) ihærdige arbejde med at få det stoppet, er det så fordi myndigheder og fagfolk, der arbejder med forsøget på daglig basis, rent faktisk har mere forstand på fakta om Molslaboratoriet, end I har (inklusive dyrlæger, der støtter jeres kamp).
Til Dorthe Brauner: Har du mon fortrudt din abrupte og fuldstændig misforståede indblanding i sagen om det halte føl, hvor du sammen med andre følger føllet i ca. fem timer og springer ind helt tæt på føllet og agerer paphoppe? Kan du mon forestille dig, at du har overtrådt loven og er i problemer, fordi ingen myndigheder (som beskrevet før i dette indlæg) vil beskytte dig, hvis du bliver retsforfulgt?
Til Anette Klit: Ved undersøgelser af dyrenes ekskrementer er det påvist, at dyrene på Molslaboratoriets område ikke på nogen måde er tvunget til at æde gyvel. Hele året rundt æder de hårdføre dyr gyvel og træstof. Der er over ni år ikke konstateret sygdom og død uagtet indholdet af alkaloider i gyvelplanten. Med den tone, du hidtil har benyttet in mente, så mener du vel samlet set, at fagfolkene i og omkring Molslaboratoriet er patologiske løgnere?
Jeg opfordrer på det kraftigste til, at myndighederne får sikret arbejdsro for medarbejderne på Molslaboratoriet.