Hvorfor sover FN? - 80 år med forpligtelser ignoreret!

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg undrer mig over, at så mange kloge mennesker i vor tid lader sig forføre af den politiske stemning.

Hvoraf opstår vores holdninger? Mennesket er et flokdyr - og vi har det bedst med at følge flokken. Vi lever i et såkaldt demokrati, hvor nogle personer vælges til at tage lederskab i borgernes interesse. Men hvad sker der: Er den politik, som føres mon altid bedst for folket - her i landet og/eller i andre nationer?

Her i Danmark har vores politikere i de seneste 80 år tilpasset deres holdninger efter vores allieredes idealer med USA i toppen. Stemningen lige nu her i Danmark og EU er »oprustning og klar til krig«. Vi ved, hvad vi skal mene. Den »offentlige mening« og den »kollektive mening« har også på dette felt sat sig tungt på næsten hele befolkningen.

I 1945 - lige efter 2. verdenskrigs afslutning – var der også kloge mennesker. Disse kloge mennesker havde set og mærket, hvor ødelæggende krig er. De samlede den 24. oktober 1945 51 nationers politiske repræsentanter og grundlagde FN med en virkelig klog intention: Aldrig mere krig i vores verden.

Forenede Nationer (FN) er en mellemstatslig organisation. FN forpligtede sig til at bevare fred gennem internationalt samarbejde og kollektive sikkerhedstiltag. I årene herefter steg medlemstallet kraftigt, og der er i dag et totalt medlemskab med 193 lande, hvilket er næsten alle nationer i vores verden. 193 nationer ud af i alt 196 anerkendte nationer i vores verden har således tilsluttet sig at sikre fred i modsætning til krig.

FN skal sikre en verden uden krig

Hovedkvarteret for FN ligger i New York City i USA. FN´s eksistensberettigelse består således i, at FN skal forvalte sin pligt til at bruge andre muligheder, når en krig eller krigslignende hændelser er i risiko for at opstå mellem medlemsnationerne.

FN har således pligt til at gennemføre forhandlinger – samtaler og aftaler – når og hvis alvorlige uoverensstemmelser er under optræk mellem to eller flere nationer.

Der eksisterer altså en helt oplagt og god mulighed for at gennemføre og bevare en global fred. Spørgsmålet er derfor nu: Lever FN op til sit ansvar?

Opstår der alligevel krigslignende tilstande i ét land, efter at en bindende aftale er indgået sammen med FN og underskrevet af de involverede nationers politiske repræsentanter, er der en ny situation.

Hvis der opstår intern uro inden for én nations egne grænser - eventuelt krigslignende uroligheder - så er det en national politisag i det pågældende land, som skal standses i en tidlig fase.

Og hvis der opstår krigslignende nationale grænseoverskridende handlinger, så er det et nationalt brud på en indgået aftale, som naturligvis skal udløse fastlagte sanktioner for den stat/nation, som bryder den internationale aftale med FN´s medvirken.

Et af FN´s hovedformål er at opretholde international fred og sikkerhed. FN har med sin globale medlemskreds en særlig legitimitet, der er central i forbindelse med krisestyring og fredsbevarende indsatser. Vel at mærke uden krig. Målet for FN er altså at sikre varig fred mellem staterne, hvilket fremgår af FN´s formålsparagraffer.

FN kæmper desuden også for at sikre individets basale menneskerettigheder og beskyttelse mod overgreb, hedder det sig. Som en del af arbejdet vedtog FN’s Generalforsamling i 1948 FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder.

Hvem skal være politi?

I FN er der et sikkerhedsråd, som SKAL agere, når en særlig indsats kræves for at opfylde FN´s formål. Sikkerhedsrådet består af femten medlemmer, hvoraf fem af disse er permanente medlemmer: USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Kina - mens de resterende ti medlemmer er valgt for en toårig periode.

Man kan spørge, hvorfor der er fem permanente medlemmer her, og hvorfor hver af disse fem medlemmer har vetoret, når en beslutning skal træffes?

Det store spørgsmål er nu: Hvem har så meget magt, at FN kan undlade at gøre det, som FN SKAL gøre? Og hvorfor? Har det mon noget at gøre med, at USA efter 2. Verdenskrigs afslutning udråbte sig selv til at være denne verdens politi og efterfølgende har sat ind med »opdragende krige« - under dække af, at NATO er forpligtet til at »slå ned«på uordentlige menneskelige vilkår?

Og hvem skal bedømme, om vilkårene eventuelt er uordentlige? Er det overhovedet rimeligt, at én eller flere stater kan beslutte, at det er rigtigt at opdrage på - eller omvende andre kulturer til noget de slet ikke kender.

Ingen kan stille stille sig som dommer over, hvad der er den forkerte kultur. Findes der eventuelt uligheder, som fx kønsbaserede begrænsninger (menneskerettigheder iflg. FN), kan det alligevel ikke ændres med en rask lille krig med 500.000 døde, 2.500.000 mennesker, som totalt har fået sit liv ødelagt og et land, som er bombet i grus.

Kloge og fornuftige ændringer, som tager hensyn til menneskene vil kun kunne foregå gennem kommunikation og gode relationer mellem landene.

FN har mildt sagt tilsidesat en 80 år gammel forpligtelse, som især sikkerhedsrådet i FN i alle årene har haft ansvaret for skulle effektueres. FN bør hurtigst muligt reetableres som en organisation, der tager sine forpligtelser alvorlig - og det kan kun gå for langsomt.

Luk og sluk NATO

NATO blev grundlagt i 1949 og har i dag 32 medlemslande. NATO har adskillige gange sat ind med krige rundt om i verden, hvor USA’s interesser ikke var/er opfyldt.

NATO bør lukke og slukke hurtigst muligt og FN bør vågne op af sin dvale og straks tage fat på det, som FN er etableret på og har forpligtet sig til at gøre. Adskillige tusinder af mennesker modtager en fyrstelig gage for at deltage ved møder, som ikke fører til de resultater, organisationen har pålagt sig selv at varetage. Befolkningerne i alle landene betaler, og alligevel er der krig både her og der.

Jeg bygger ikke mine holdninger på »det vi alle skal mene«. Ved vore valg går jeg til stemmeboksen med min stemmeseddel, ser efter om der er noget eller nogen, som jeg kan have tillid til. Herefter pakker jeg stemmesedlen sammen og afleverer den blank.

Det er min protest imod det cirkus, vi alle skal tro er et samfund, som tager alle borgere under sine vinger. Jeg er ikke et troende menneske. Men jeg er stor tilhænger af troværdighed, fornuft og et liv, hvor man samarbejder om alt, hvad der er godt for alle - altså også fred. Altså således et liv hvor respekt og fornuft følges ad hånd i hånd.