»Jeg har ikke belæg for det, jeg siger fra prædikestolen. Jeg er blind og døv«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I den store fortælling, som vi alle mere eller mindre kender til, forlyder det, at Eva og Adam brød Guds regler i Paradis. De spiste af kundskabens træ, så de kunne kende forskel på godt og ondt. Det blev de straffet for, så de røg ud af paradiset med et brag.

»Tænk nu, hvis de også æder af livets træ, så de lever evigt,« sagde Gud.

Og så var det UD.

Spørgsmålet er, om mennesket så rent faktisk kan kende forskel på godt og ondt? Åbenbart en evne, som Gud ellers har patent på. Den tiltrækkende frugt i Paradis var et råddent æble, for allerede Adam og Evas ældste søn, Kain, blev morder. Han kunne ikke kende forskel på godt og ondt.

Sådan en stærk landmand kunne sagtens i misundelse flække sin brormands hoved. Så det gjorde han. Selvom Kain havde fået en advarsel fra Gud:

»Du kan roligt se mig i øjnene, hvis det, du gør, er godt. Men hvis du ikke handler rigtigt, så ligger det onde på lur og vil altid prøve at få fat i dig.«

På trods af at hans mor og far havde spist det lækre æble og burde kunne lære ham at kende forskel på godt og ondt, så kunne han ikke lade være. På trods af at Gud selv advarede manden mod at gøre ondt, så kunne han ikke lade være.

Vi har aldrig kunnet kende forskel på godt og ondt

Vi vil ikke det gode, for vi ved ikke, hvad det gode er, og selv når vi ved det, så handler vi imod bedrevidende. Vi kan ikke se det onde, men retfærdiggør os konstant og hele tiden. »Det var ikke mig,« siger den lille dreng på fem år. Tidligt kan løgnen dukke op, vi ved ikke hvorfra, den er der bare. Eller »angreb er det bedste forsvar« – skyd først og spørg bagefter!

I Kejserens nye Klæder er barnets råb gennem byen et opstandelsesråb. »Men han har jo ikke noget på!!«

Kejseren er splitterravende nøgen. Se, nu kunne det være en historie om en kejser, der skammer sig, men det er den ikke for alvor. Til sidst råber hele folket: »Han har ikke noget på.«

Det kryber i ham, men han fortsætter processionen velvidende, at han er nøgen. På en måde har sandheden gjort ham fri, tror jeg. De er fælles om det, ingen kan længere beundre hans smukke tøj, når sækkepiben hænger forneden, det er den skinbarlige sandhed, at den mand er nøgen, som vi alle sammen er nøgne. Det er ikke fake news. Allermest herligt havde det været, hvis de holdt en opstandelsesfest for sandheden, for den kan rumme både kejsere og kællinger.

»Du har ikke belæg for det, du siger fra prædikestolen!«

Vi er generelt ikke så meget for sandhed, vi kan bedre med de halve af slagsen, og vi kan da slet ikke med sandheden om os selv. Ordet udefra. »Du er nøgen!”« Forløsningen, når sandheden gør os frie.

»Du har ikke belæg for det, du siger fra prædikestolen,« kunne en kær kirkegænger sagtens sige til mig ansigt til ansigt, uden jeg ville blive fornærmet. Men hvis vedkommende råbte det under gudstjenesten, ville det krybe i mig, selvom vedkommende jo vil have ret. Jeg har ikke belæg for det, jeg siger fra prædikestolen. Jeg er blind og døv, som alle andre. Hvorfor siger Jesus hele tiden: »Se – se – hør – hør«?

Det er, fordi Jesus mener, at vi ikke kan skelne mellem godt og ondt. Vi er blinde, og vi er døve.

Det er det, der er hans mission: At løse paradisets dilemma. Han kan bære vores blindhed og døvhed.

I hvert fald prøver han at råbe os op – gennem sit liv, sin død og sin opstandelse fra de døde. En satans slange kan ikke lære os noget som helst om godt og ondt.