Fortsæt til indhold

Liberal Alliance kræver respekten for borgerne genindført!

Liberal Alliance vil sjusk i embedsværket til livs i Skanderborg Kommune.

Debat
Peter Kruse (LA)Spidskandidat for Liberal Alliance

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kommunens socialdemokratiske borgmester, Frands Fischer, har på det seneste været vidne til et sammenbrud i Skanderborg Kommunes forvaltnings behandling af sager med VE-anlæg i kommunen.

Borgere fra både Gl. Gjesing og Mesing har senest i TV2 Østjylland udtrykt deres utilfredshed med forvaltningens ”fusk” med referater samt ”skønmaleri” af rapporter til brug for beslutninger i byrådet om disse VE-anlæg. Skanderborg Kommune samt embedsmændene anerkender fejlene; men kommer efterfølgende reelt kun med en gang ”snik-snak” uden at skride konsekvent ind mod problemstillingen.

Kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch kommenterer i TV2 Østjylland:

»Det er et problem, at en kommunal forvaltning refererer skævt. Der gælder et generelt sandhedskrav, som gør, at alle offentligt ansatte skal holde sig til sandheden. Ved ikke at inddrage (borgerne) på en reel vis skabes der endnu mere modstand imod de projekter med sol og vind. Derfor opfordrer eksperter inden for området netop til at have åben og reel inddragelse.«

Alt dette sker på Frands Fischers vagt med venlig orkestrering fra sine fæller fra Radikale Venstre samt SF. Alt dette indikerer, at der er store problemer med armslængdeprincippet ift. embedsstanden, som i disse tilfælde ”overgør” deres loyalitet for politikerne og lader hånt om borgerne.

Vi vil arbejde på, at der bliver ryddet op i kommunen efter byrådsvalget

Liberal Alliance mener, at det er dybt forkasteligt, og vil arbejde på, at der bliver ryddet op i kommunen efter byrådsvalget. Borgerne finansierer kommunens drift ved deres skattebetaling, og det holder kun, så længe tilliden til systemet holder. Det vil Liberal Alliance rette op på ved at stå på borgernes side.

Du har altid et valg – den 18. november kan du bruge DIT valg på at stemme Liberal Alliance i byrådet og genindføre respekten for borgerne og deres skattepenge.

Mere af det samme – eller Liberal Alliance!