»Jeg måtte sige: 'Jeg taler – du tier stille.' Dette måtte jeg sige mere end én gang«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Loven er sådan, at en ledig på dagpenge, kontanthjælpsmodtager og sygemeldt borger skal være i dialog med jobcentret. Det er der i princippet ikke noget ondt i, når eller hvis vi mødes med respekt og seriøs snak, hvor vi bliver hørt og mødt lige præcis der, hvor vi er i livet, samt bliver talt med og ikke talt ned til.

Desværre er det langt fra sådan. Borgerne bliver mødt med mistillid, mens jobcentret mener, at vi som borgere skal vise tillid til jobcentrets medarbejdere. Men hvor skal denne tillid komme fra? Borgerne bliver også mødt med useriøs snak og bliver ikke hørt eller taget alvorligt samt langsom sagsbehandling. Samtidig får borgerne oplevelsen af at blive umyndiggjort. Vi bliver talt ned til.

Der er stor forskel på, om vi bliver talt til eller talt med.

Jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg har været i kløerne hos medarbejdere i Jobcenter Syddjurs som dagpengemodtager.

Mit seneste forløb, hvor jeg har været i dialog med Jobcenter Syddjurs, har været siden slutningen af september 2023 sådan lidt on/off. Jeg har været i ansættelsesforløb i korte perioder, for så igen at blive meldt ledig og være i dialog med jobcentret.

I mit forløb er jeg blevet holdt hen med useriøs snak og talt ned til samt langsom sagsbehandling. Der blev ikke lyttet til det, jeg gerne ville. Jeg var på kursus inden for IT – jeg er bestemt glad for kurset, det skal der ikke være tvivl om. Dog ville jeg gerne have været på andre kurser også, samt hjulpet i gang med et brancheskift – men det blev ikke hørt, eller der blev svaret nej.

Jeg klagede første gang over manglende samarbejde med Jobcenter Syddjurs via kommunalpolitikere. Her fik jeg kontaktinfo på øverste leder for Jobcenter Syddjurs, som jeg henvendte mig til via mail, og kom i kontakt med den leder, som har med den del af jobcentret, jeg var i dialog med som dagpengemodtager.

I mailen til øverste leder og nærmeste leder beskrev jeg, hvorfor og hvordan jeg oplevede manglende samarbejde fra sagsbehandleren. Samarbejdet blev lidt bedre, selv om jeg stadig blev holdt hen med useriøs snak og langsom sagsbehandling.

To gange har jeg haft en bisidder med til møderne med jobcentret – en bisidder, der kender mig rigtig godt gennem over 20 år, og som dengang kunne og stadig kan tale min sag, når mine ord slipper op. Som talehandicappet kan det være meget svært med de talte ord, især når sagsbehandleren afbryder og ikke lader mig tale færdig.

Ved møde i efteråret 2024, hvor min bisidder var med for anden gang, blev jeg slet ikke set, selv om det var mig, det handlede om.

Sagsbehandleren rettede flere gange henvendelse til min bisidder med ordene: »Jeg vil gerne spørge Hanne om...«. Og hver gang jeg forsøgte at byde ind med svar, snakkede sagsbehandleren videre. Det resulterede i, at jeg måtte sige: »Jeg taler – du tier stille.« Dette måtte jeg sige mere end én gang.

Så klagede jeg igen. Denne gang startede jeg med en mail direkte til sagsbehandleren med dennes nærmeste leder i cc. Her beskrev jeg, hvordan jeg oplevede manglende samarbejde med sagsbehandleren, og hvordan jeg oplevede at blive talt ned til og ikke talt med, ikke at blive hørt, og at der var flere fejl i referatet. Dog blev ordet tak også brugt. Efterfølgende klagede jeg igen via kommunalpolitikere.

Tiden gik med ingen hjælp. Dagpengeperioden er så kort, så der skal handles hurtigt også fra jobcentrets side.

Jeg fik nu en ny sagsbehandler, som var lydhør over for mit budskab. Denne sagsbehandler blev taget fra mig igen, for så at jeg fik en anden.

Jeg har under hele forløbet været aktivt jobsøgende og opfyldt de krav, der blev stillet til mig som dagpengemodtager ifølge lovgivningen.

Jeg har også oplevet rigtig dygtige sagsbehandlere, som i den grad har været der for mig. Desværre stopper disse medarbejdere i jobcentret for at finde andet arbejde, eller de bliver sygemeldte eller bare taget fra mig.

Jeg er i arbejde nu og er bestemt glad for det.

Når jeg klager til både kommunalpolitikere og folketingspolitikere, er jeg med på, at de ikke kan gå ind og sagsbehandle. Men jeg kan godt bruge deres hjælp til, at de gik ind og så på, hvordan medarbejderne behandler borgerne, og bad sagsbehandlerne om at behandle os med respekt, især når jeg (og sikkert mange andre borgere) klager flere gange over dårlig behandling og mangel på samarbejde af jobcentrets medarbejdere.

Medarbejderne på jobcentret og deres ledelse skal huske, at det er voksne mennesker, de har med at gøre. De skal huske, at det er mennesker, de har med at gøre. Og de skal huske, at det en dag pludselig kan være dem selv, der er på dagpenge, kontanthjælp eller sygemeldte – vil de så selv gerne udsættes for samme dårlige behandling, som de udsætter borgerne for?

Hvem passer godt på os borgere, der er i jobcentrets kløer? Gør politikerne? Gør sagsbehandlerne? Gør jobcentrets ledelse? Hvem passer godt på os, når vi ikke bliver behandlet ordentligt?

Debatindlæg fremsendt til udtalelse hos Syddjurs Kommune og udvalgsformand Jan Aude (C).