»Bøn er troens åndedræt«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Når vi har dåb i kirken, læser vi altid ordene: ”Lad de små børn komme til mig, for Guds rige er deres.” Vi læser dem uanset, om den, der skal døbes, er en baby, en kommende konfirmand – eller en ældre på over 80. For forholdet til Gud er altid et barneforhold.

Noget af det vidunderlige ved børn er, at de er åbenhjertige. De deler deres tanker og følelser uden filter – hvis forholdet til forældrene er godt.

Det er det samme i et kærlighedsforhold. Hvis kærlighedsforholdet er godt, taler vi med hinanden. Vi deler tanker og drømme, ligesom vi deler vores nederlag og bekymringer med hinanden. Denne tillidsfulde åbenhed er med til at styrke båndene i et kærlighedsforhold.

Og omvendt gælder det jo desværre også, at hvis samtalen dør ud, gør forholdet det også.

Med bøn er det som det gode kærlighedsforhold. Når vi beder, styrker vi båndet til Gud. Vi holder troen levende.

Den tidlige svenske biskop Martin Lind siger, at bønnen er det sted, hvor vi kan opleve den største frihed. For over for Gud kan vi lade alle masker falde. Vi kan være os selv – med alt det smukke og alt det svære, også det forbudte. Ja, selv det, vi knap tør sige højt til os selv, kan vi sige til Gud. For Gud dømmer aldrig sit menneskebarn ude.

Gud ønsker at være vores fristed. Vores helle. Som Paulus skriver: ”Bring i alle forhold jeres ønsker og tanker frem for Gud i bøn.” Intet er for småt, for stort – eller for pinligt. Tværtimod. At sætte ord på sine inderste tanker og drømme kan være ren åndelig medicin.

Derfor er det heller ikke forkert at bede om godt vejr. Eller medvind på cykelstien. Det er bare ikke sikkert, Gud opfylder alle vores ønsker. Og hvem kender ikke det?

C.S. Lewis, forfatteren bag Narnia, oplevede også, at Gud ikke opfyldte hans inderste ønske, da hans elskede kone Joy blev syg og senere døde. Han bad inderligt – kæmpede med Gud i bøn for hendes liv. Men sygdommen vandt. Sorgen var ubærlig.

C.S. Lewis beskriver i sin dagbog sin fortvivlelse over tabet: Så inderligt og så håbefuldt har jeg bedt for Joys liv – og så var det alligevel kræften, der vandt.

I sin sorg bad Lewis – bønner, der var fulde af vrede og skuffelse – han havde i grunden kun én bøn i sit hjerte, nemlig kravet: Gud, giv mig Joy tilbage!

Havde Jesus ikke selv sagt: ”Bed, så skal der gives jer; bank på, så skal der lukkes op”? Men Lewis bankede kun på, hvad der føltes som en lukket dør til et tomt, mørkt hus.

Men da sorgen havde gjort den første del af sit arbejde, begyndte noget at forandre sig. Han opdagede, at bøn ikke nødvendigvis forandrer Gud – men at den forandrer ham.

Da han slap sin vrede og ikke længere kunne andet end at bede den korteste bøn: ”Hjælp mig!” – da kom roen. Glæden begyndte så småt at spire. Han begyndte at fornemme Joys nærvær stærkere end før. Dansen med Joy, der var blevet afbrudt, fortsatte – bare i en ny rytme.

Bønnen forvandlede ham. Den gav ham den erkendelse, som viste sig at være en befrielse, nemlig at der er en grænse for menneskets magt. En grænse for, hvad vi kan og skal kontrollere.

Det er en svær erkendelse at nå frem til. Men sikkert er det, at den kan åbne nye veje og horisonter. Ja, give os en ro i livet.