»Mere bureaukrati slukker ikke ilden i børnehaverne: På hvilken stue vil du helst aflevere dine børn?«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Når Lone Boye (A) ønsker, at Favrskov Kommunes daginstitutioner skal fremlægge deres tal for normeringer, er det bureaukratiets trommer, jeg hører.

Normalt er jeg fortaler for at analysere en given situation for derefter at tage en beslutning. Det er en fornuftigt og ansvarlig tilgang til livet – og politik. Men i tilfældet med en analyse af normeringerne i Favrskov er det at ville tælle vinduerne på et hus, der står i flammer.

Vi ved godt, hvad situationen er: Vi mangler pædagoger i Danmark - også i Favrskov Kommune. Der er ikke nok kvalificeret personale at ansætte til at se efter vores børn. Der er flere børn, der har udfordringer og kræver en særlig indsats, men udredninger tager lang tid og der er ikke nok ressourcer til at imødekomme de særlige behov. Og som en bonus, blev ekstra mange børn født i 2020 og 2021, hvilket fylder i vores daginstitutioner nu og her.

Analysen vil derfor – sandsynligvis – lyde på: Der er ikke nok voksne i forhold til børn i daginstitutionerne i Favrskov Kommune.

Skulle analysen sige det modsatte: At der ér nok voksne i forhold til børn, vil jeg tillade mig at fremhæve en væsentlig spidsfindighed, som loven om minimumsnormeringer indeholder, og som – i min optik – gør loven tæt på ligegyldig: Loven diskriminerer nemlig ikke. En voksen er en voksen. Stuen med de tre uddannede pædagoger og 18 børnehavebørn overholder minimumsnormeringerne. Det gør stuen med 18 børnehavebørn og de tre ikke uddannede voksne, der er kommet ind fra gaden, også. Men på hvilken stue vil du helst aflevere dine børn?

Minimumsnormeringer siger intet om, hverdagen for børnene, for de beskriver kun antallet af voksne og ikke hvem de voksne er. Kravet om en analyse vil dog med garanti være endnu en kontoropgave, som lederne skal bruge ressourcer på at udfylde frem for at være leder for personalet eller være sammen med børnene.

Tiden er ikke til analyse, tiden er til at gøre noget nyt.

Jeg synes, vi skal lade hver institution selv få langt mere ansvar over, hvordan de vil ‘styre butikken’. Lederne skal have fuld bestemmelsesret på, hvem de ansætter og har i praktik. Og hver institution skal have langt mere indflydelse på børnetallet og hvordan ressourcerne til børnene skal fordeles.

Vi kan godt kalde det “anderledes organisering” hvis det gør det mere spiseligt for børn og unge-udvalget.