Præst: »Efter koncerten var vi enige om, at den form for politisk protest er i orden«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Sommer er lig med musikfestivaler, og de sidste ugers reportager fra koncerterne tegner et billede af en musikscene, der (igen) er blevet politisk. Mange kunstnere bruger scenen til at udtrykke utilfredshed med en sag, som ligger dem på sinde. Det falder nogle for brystet, mens andre hylder det som et udtryk for et sundt demokrati.

Selv var jeg for nylig til koncert med den irske hiphop-gruppe ”Kneecap” fra Belfast i Nordirland, der mellem numrene kom med pro-palæstinensiske taler og også fik publikum til at synge med på kampråbet »Free, free Palestine!«.

Bagefter talte vi, der havde været til koncerten, om oplevelsen og var enige om, at den form for politisk protest er i orden, fordi den ikke krydser den grænse, hvor man får sit publikum til at råbe på død eller ødelæggelse over andre. Havde det været tilfældet, havde jeg forladt koncerten.

Til koncerten forklarede forsangerne, at de ser det som deres pligt at bruge den platform, deres berømmelse har givet dem, til at gøre opmærksom på, at mennesker bliver undertrykt og forfulgt. Selv er de vokset op i kølvandet på de voldsomme uroligheder, som prægede Nordirland i årene 1969-1998. Deres forældre og bedsteforældre har følt sig undertrykt og forfulgt, og sangerne selv har mærket, hvordan det har sat sig som et dybt sår også i deres egen generation.

Den ene af gruppens forsangere er dog for nylig anklaget for brud på britisk terrorlovgivning. Til en koncert i London sidste år havde han viftet med et flag til støtte for den militante bevægelse Hizbollah. Og da både Hizbollah og Hamas er forbudt i Storbritannien, regnes det for en lovovertrædelse at udtrykke sin støtte til dem. Forsangeren nægter sig dog skyldig og udtaler, at episoden er taget ud af kontekst, da flaget – ifølge ham – blev smidt op på scenen under koncerten.

Nu er de danske biskopper ikke at betegne som rockstjerner, men de har dog også en platform at tale ud fra, og der bliver lyttet, når de gør det.

Midt i juni i år udsendte otte af de 10 danske biskopper en fælles erklæring til pressen med overskriften ”Krigen i Gaza har for længst passeret alle rimelige proportioner.” Heri skriver de blandt andet, at den danske regering skal:

»...lægge pres på den israelske regering til at efterkomme de mange internationale krav om at indstille krigshandlingerne i Gaza øjeblikkeligt og samarbejde om at få mere nødhjælp ind i Gaza.« (Erklæringen kan blandt andet læses på Københavns Stifts hjemmeside).

Folkekirken er indrettet på en sådan måde, at vores biskopper ikke kan udtale sig på hele kirkens vegne. Det betyder altså, at præster i Folkekirken ikke er underlagt biskoppernes holdninger. Men det skaber ofte stor opmærksomhed, når de kommenterer på politiske emner, og det deler altid vandene, når de gør det. Som konservativ folketingskandidat i Københavns Storkreds og rådmand på Frederiksberg, Nikolaj Bøgh, skrev i Jyllands-Posten den 20. juni 2025:

»I luthersk forstand er det ikke mere interessant, hvad otte biskopper mener om krigen i Gaza, end hvad otte buschauffører eller otte renovationsarbejdere måtte mene om emnet...«

Men der er andre, der er uenige med ham. Jeg støder med mellemrum på folk, der netop efterspørger, at biskopperne tager stilling; om man så er enige med biskopperne eller ej. Man vil blot gerne høre deres stemme i debatterne.

Det blev selvfølgelig også en større historie i medierne af, at to af de 10 biskopper havde valgt ikke at skrive under. Den ene, biskoppen i Ribe, Elof Westergaard, begrunder det blandt andet med, at selv om han er enig med sine otte kolleger om, at grænsen er nået, så har han ikke den nødvendige viden om den meget komplekse situation til at kunne underskrive erklæringen, og:

»Jeg synes, at ønsket (i erklæringen) er fint, rigtigt og helt legitimt. Jeg mener imidlertid ikke, at vi som biskopper skal udtale os politisk i denne sag som et samlet bispekollegium. Men jeg ytrer mig glad og gerne som enkeltperson...« forklarer han. (Kirke.dk den 18/6 2025).

Når man som offentlig person ytrer sig om sager, hvor der er mange følelser på spil, må man tåle at blive talt imod. Og omvendt når man ikke ytrer sig, vil man risikere at blive kritiseret for at være for tilbageholdende og ikke bruge den platform, som ens stilling eller status giver én. Der findes ikke et klart svar på, hvem der bør tie og hvem der bør tale, eller hvornår man udtaler sig som privatperson eller i kraft af sin profession. Og måske er det en god pointe, at det er sådan det er. For når vi bliver stillet over for uretfærdighed og vores næstes undertrykkelse, er det i sidste ende altid op til den enkelte at afgøre, hvornår nok er nok, og man ikke længere kan lade være at protestere. På den ene eller den anden måde.

Det gælder både for renovationsarbejderen, biskoppen og alle andre.