Fortsæt til indhold

»Før vi bygger broer, må vi redde fundamentet«

Balancen i økonomien skal genoprettes før store projekter, mener byrådskandidat.

Debat
Per Bilici SørensenByrådskandidat Østbroen, liste Q

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Randers Kommune står over for en historisk økonomisk udfordring. En regning fra Nordic Waste, et efterslæb på socialområdet på cirka 200 millioner kroner og store planer om en klimabro/østbro og havneudvikling. Det er visionært - men også risikabelt.

I en tid med voksende gæld og pres på velfærden bør første prioritet være at få økonomien i balance. Vi må sikre, at børn, ældre og udsatte får den hjælp, de har brug for, før vi bygger nye forbindelser over fjorden.

Det betyder ikke, at vi skal opgive visionerne. Tværtimod.

Men broprojekter og store anlæg må vente, til fundamentet er styrket. En sund økonomi giver bedre muligheder for at planlægge langsigtet, tiltrække investeringer og realisere projekter med bred opbakning.

I mellemtiden bør vi satse på erhvervsudvikling. Støtte iværksættere, tiltrække nye virksomheder, skabe grønne arbejdspladser og forbedre rammerne for de erhverv, der allerede er her. Det er her, væksten skal komme fra.

Randers har potentialet, men vi må vælge med omtanke. En bro uden økonomisk bæredygtighed fører ingen steder.