Kirken som helle i et præstationssamfund

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I skrivende stund sidder jeg i klubhuset i den klub, hvor mine børn går til en fritidsaktivitet. Sæsonen er gået i gang igen efter sommerferien, og jeg ved derfor ret præcist, hvad jeg skal lave hele mandag eftermiddag og igen nogle timer hen over weekenden, for dér skal jeg køre mine børn til sport – ja, så er vi tilbage i hamsterhjulet.

Mine børn har glædet sig til at komme i gang med deres fritidsaktivitet igen – og heldigvis har de også set frem til at skulle i skole igen, for de har gudskelov hver især nogle skønne klassekammerater og nogle rigtig dygtige lærere. Hvor meget de har savnet at skulle tidligt op om morgenen og hjem og lave lektier efter skole, kan jeg dog have min tvivl om.

For nogle børn og unge – og voksne for den sags skyld – er der intet godt ved, at sommerferien er forbi. Knuderne i maven er vendt tilbage over de mange krav, der i disse år snart sagt stilles til alle aldersgrupper i vores samfund, hvor der er fokus på tempo og performance.

Man kan derfor godt føle det, som om man er bagud i et marathonløb, men hvor det er noget uklart, hvor hurtigt man skal løbe for at være med i feltet – eller i det mindste bare for at gennemføre løbet.

Som barn og ung kan man sørme også have forældre, der har ambitioner på ens vegne. Det gælder både i forhold til karaktererne i skolen, til fritidsaktiviteten eller til ens sociale liv. Man kan jo altid læse lidt mere op til fysikprøven, man kan til hver en tid øve sig lidt mere på det hopskud, og man kan altid være lidt mere tilgængelig på de sociale medier.

De forældre, der stiller høje krav og har store forventninger til børnene, behandler typisk sig selv på samme måde. Man kan jo altid arbejde lidt længere, og når man får fri, kan man altid træne lidt mere op til det halvmarathon, og man kan altid invitere lidt flere venner på middag i weekenden.

Det er intet under, at mange segner under de adskillige forventninger, som man selv eller andre har til én.

Hvor går man så hen, når det hele bliver lidt for meget?

Mit personlige ”go to” i den forbindelse – for jeg er naturligvis underlagt det samme forventningspres som alle andre moderne mennesker – det er i kirken. Her får vi nemlig alle at vide, at vi er helt okay, som vi nu engang er, med vores sneglefart, tåbeligheder, fejl og mangler.

I kirken er vi på den vis en del af et fællesskab uden krav. Her skal vi ikke præstere noget, her er der plads til den, der bare vil være til stede.

Vi bliver så ofte målt på, hvad vi gør, opnår og producerer. I kirken mødes vi derimod som mennesker med lige værdi – ikke som funktioner eller roller, men som Guds elskede skabninger – og det kan være ganske helende for et menneske at blive set, ikke for det vi gør, men for det vi er.

I den forbindelse tilbyder kirken om søndagen en times frirum uden præstationskrav, hvor man ikke skal yde noget, men bare være.

I en tid, hvor kalenderen er fyldt, kan rummet for ro og fordybelse også mangle i dagligdagen.

Den gode, gamle søndagsgudstjeneste står på den måde i kontrast til samtidens hurtige og overfladiske tempo, for her er der tid til eftertanke. Her taler vi om liv og død, håb og nåde – og beskæftiger os netop med det, som mange moderne mennesker savner i deres hverdag: ro, dybde og mening.

Så hvis dit liv ofte går for stærkt, så skulle du måske prøve at gå i kirke – stedet for hvile, fordybelse og håb, og hvor du måske også opdager, hvor velsignet du er, når du har små mennesker omkring dig, som skal køres til fritidsaktiviteter?