Knib en tåre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Raske drenge og store piger græder ikke. En kvinde bliver ikke kønnere af, at tårerne flyder, og mascaraen løber. Og der er ikke noget så uklædeligt som et stort mandfolk, der tuder.

Sådanne udsagn har de fleste af os nok hørt af og til og dermed forstået, at tårer er forbudt. For gråd er ofte blevet set som udtryk for svaghed. Kun svæklinge og tøsedrenge græder. Sådan nogle, der ikke kan styre deres følelser, og som ikke har styr på tingene. Og sådan én vil de færreste nok være. Så hellere holde tårerne tilbage og allerhøjest lade dem flyde, når man er i enrum.

Jeg husker ikke at have grædt ret meget i min barndom. Det kan bestemt godt skyldes, at jeg havde en god og tryg barndom, hvor der ikke var så meget at græde over. Og tak for det. Men det kan nu også bunde i, at min medfødte ”selvstændighedstrang” gjorde, at jeg gerne ville klare tingene selv og ikke vise mig svag. Kan selv, vil selv. I hvert fald græd jeg sjældent, og hvis det skete, så helst ikke i fuld offentlighed. Og sådan har det også været, da jeg blev voksen. I de yngre år i hvert fald.

Selv de gange, jeg har været gravid, hvor mange fortæller, at de bliver grådlabile og kan græde over en fodboldkamp (!), var det ikke tilfældet her. Og det selvom der er blevet set en del nervepirrende fodbold hjemme hos os. Men jeg skal love for, at de er kommet med årene, tårerne. Ikke at jeg går rundt og flæber hele tiden, men brillerne kan dugge, og mine øjne blive våde i højere grad end før. Og tårerne kommer ikke kun, fordi noget gør – eller er – ondt, men også af rørelse, slet og ret. Om det skyldes verdens skæve gang, livets genvordigheder i almindelighed eller, at jeg er blevet bedstemor i særdeleshed, skal jeg ikke kunne sige, men man er blevet en gammel sentimental idiot, er man.

Men det er måske ikke så slemt endda? For hvad er der egentlig i vejen med at vise, at man kan blive rørt og har et hjerte? Eller ked af det, bange eller bekymret. Og hvad er der i vejen med at stå ved, at man er sårbar? Eller hvad er der galt ved at give udtryk for, at man er et fejlbarligt menneske, som kan græde over sine egne dumheder? Måske er der slet ikke noget i vejen med det! I hvert fald virker det, som om det nu er blevet mere ok at stå ved sin sårbarhed. Det gør f.eks. også flere kendte personligheder, musikere, kunstnere og politikere, hvilket kunne være et eksempel til efterfølgelse.

Men i virkeligheden er det ikke en nyhed, at tårer er ok! For Vorherre selv græd. Han græd over nogen. Og der findes i Bibelen flere beretninger om, at han græd af medfølelse, over tabt liv, ødelagte relationer og brudte fællesskaber. Så måske skulle vi andre også turde give los for den slags tårer. For de viser, at vi ikke er gjort af sten, men ønsker det bedste for hinanden og verden. Sætter andre før os selv. Og det er ikke det værste at gøre.

Så der er meget godt ved at knibe en tåre. Det er at række ud efter andre, og det er at give udtryk for, at andre ikke er mig ligegyldige. Og derudover er gråd forbundet med livsglæde: Man kan græde af grin og fordi, man er glad! Og tårerne kan trille af taknemmelighed og bevægelse. Der findes nemlig mange slags tårer. Dem, vi græder af smerte og sorg. Og dem, vi græder, fordi de hører sammen med glæde og tak for at være til og være sammen. Så knib en tåre! Fordi det er tilladt. Fordi det viser omsorg og deltagelse. Fordi det er udtryk for, at livet er stort, rigt og godt.