Fortsæt til indhold

Parcelhusejere skal betale prisen – Aarhus Byråd må vågne op

Debat
Jakob Søgaard ClausenSpidskandidat og byrådsmedlem for Danmarksdemokraterne i Aarhus Byråd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Denne sommer har Aarhus Kommune igen gjort sig bemærket i de landsdækkende nyheder, men ikke for noget positivt.

Nej, det er for at tørre regningen for gamle, nedslidte veje af på almindelige parcelhusejere. DR har beskrevet byrådets horrible beslutning om at udpege 900 veje til at blive privatiseret.

De kommende år står omkring 30.000 parcelhusejere derfor med en ny, skjult skat.

Det handler ikke om lighed, som et flertal af mine kollegaer i byrådet påstår. Det handler om at spare. Og her er altså tale om nogle meget langsigtede besparelser med en forventet mindreudgift på 10 millioner kroner om året, men først fra 2037!

Indtil da forventes udgifter på 32 millioner primært til administration. Dertil kommer, at forvaltningen i flere tilfælde allerede har brugt penge på at renovere veje, som ikke trængte, blot for at gøre dem klar til overdragelse.

For borgerne venter til gengæld en potentiel kæmperegning. Beregninger fra rådgivningsvirksomheden Rambøll på en af de berørte veje i Tranbjerg viser eksempelvis, at regningen for brønde og regnvandsledninger alene er estimeret til 56.000 kr. per husstand.

Det er ikke bare usolidarisk, det er også uigennemtænkt. For hvem skal stå for at organisere og administrere vedligeholdelsen? Tusindvis af helt almindelige borgere, som pludselig skal agere vejingeniører og kloakansvarlige.

Og det på veje, som de aldrig er blevet advaret om ville blive private. Mange har betalt en højere pris for deres grund, fordi vejen var kommunal - og pludselig ændrer byrådets røde partier så sammen med Konservative og Venstre spillereglerne bagudrettet.

Danmarksdemokraterne siger det klart: Drop privatiseringen.

Det arbejder vi for i byrådet, og vi går også til valg på det. Kommunens egen administration drukner allerede i bøvlet, og det er især borgerne i oplandsbyerne, der står med ansvaret. Privatiseringen bør rulles tilbage ligesom flere andre kommuner har gjort.