Fortsæt til indhold

Cykelstier binder hverdagen sammen – også i landsbyerne

Lokale socialdemokrater støtter cykelsti for bedre sikkerhed og sundhed, som er blevet bevilliget penge af både regeringen og kommunen.

Debat
Andreas Tang-BrockMedlem af byrådet i Skanderborg og kandidat til regionsrådet (S)
Camilla FabriciusMedlem af Folketinget (S)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvis flere skal vælge cyklen, skal det være trygt – og muligt. Alt for mange steder i Østjylland mangler der stadig cykelstier, og det gælder især i landdistrikterne. Mellem Låsby og Skanderborg har det længe været både farligt og besværligt for børn og voksne at vælge cyklen. Det bliver der nu gjort noget ved.

Regeringen bevilger 11,5 millioner kroner, og Skanderborg Kommune matcher med 11,5 millioner, så en ny cykelsti langs Låsbyvej kan anlægges. Den vil forbinde Nr. Vissing, Ballen og Veng – hele vejen til Veng Skole. Det er ikke bare asfalt, men en investering i tryghed, sammenhæng og sundhed.

For hver meter cykelsti, der bliver anlagt, bliver det lettere for børn at komme sikkert i skole og til fritidsaktiviteter – og for voksne at vælge cyklen til arbejde og hverdag. I landdistrikterne, hvor afstandene er større og alternativerne færre, gør en cykelsti en konkret forskel.

I landdistrikterne, hvor afstandene er større og alternativerne færre, gør en cykelsti en konkret forskel.

Flere og bedre cykelstier er ikke kun grøn omstilling – det er også forebyggelse og folkesundhed. Når børn og voksne bevæger sig mere i hverdagen, forebygges sygdomme, trivsel styrkes, og presset på sundhedsvæsenet lettes. Netop derfor vil vi arbejde for, at der investeres i cykelinfrastruktur – både lokalt, regionalt og nationalt.

Det kræver politisk vilje og samarbejde på tværs. Derfor arbejder vi for flere og bedre cykelstier gennem både byrådet, regionsrådet og i regeringen – så cyklen bliver et reelt og trygt valg i hele Østjylland, også uden for byerne.

Samtidig er det en styrke for demokratiet, når en lokal cykelsag får både forside og en hel side i Din Avis Skanderborg. Det viser, at det nytter at engagere sig – og at lokaljournalistik kan gøre en forskel. Når borgere, lokalpolitikere og medier arbejder sammen, rykker vi på det, der betyder noget i hverdagen.

Fremtidens infrastruktur skal ikke kun løse trængsel og klimakrise – den skal også skabe sammenhæng i lokalsamfund og styrke folkesundheden. Cykelstier hele vejen – det er vejen frem.