Fortsæt til indhold

Randers skal løftes – med både frihed og ansvar

Debat
Anders Henrik JensenByrådsmedlem Randers (V)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Et velfungerende samfund kræver, at vi hver især bidrager med det, vi kan. Det handler ikke kun om arbejde og skat – det handler også om at tage ansvar, være engageret og vise omsorg for hinanden.

Der skal være plads til at træde ud af arbejdsmarkedet nogle år for at få familielivet til at fungere, men vores samfund er bygget op på, at hver husstand leverer et skattegrundlag. Staten tilbyder uddannelse i håb om, at den studerende senere tager et arbejde og betaler tilbage til vores fælles samfund.

I Randers har vi en stor opgave med at løfte kommunen på mange fronter. Fysisk og mentalt. Vores geografiske placering i Jylland gør, at det er muligt, at flere borgere kommer i arbejde. Vi ligger på niveau med Lolland i år 2025, men mon ikke, at Femern-forbindelsen rykker om på det med ny tunnel til Tyskland i 2029. Så er det Randers, der ligger på førstepladsen blandt landets kommuner med størst andel af borgere på overførselsindkomst. Det må ikke ske.

Jeg tror på, at et frit og ansvarligt menneske er den stærkeste byggesten i ethvert samfund.

Både byråd og forvaltning kan ændre meget, men der skal også en bevægelse i gang blandt borgerne. Mit håb er, at arbejdet med hvidbogen og debatten om ’Fremtidens Randers’ kan skabe forståelse for Randers Kommunes situation.

Vi må huske, at frihed og ansvar går hånd i hånd. Når vi bygger samfundet på liberale værdier som personlig frihed, retssikkerhed og lige muligheder, skaber vi grobund for både vækst og fællesskab.

Jeg tror på, at et frit og ansvarligt menneske er den stærkeste byggesten i ethvert samfund.