Når kommunen elsker reglerne højere end børnene

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Forestil dig en skolebus, der hver morgen kører næsten tom gennem Favrskov. Den kunne samle yderligere 26 børn op og give dem en tryg og selvstændig vej til skole – men gør det ikke. Ikke fordi det er umuligt, men fordi kommunen har besluttet ikke at gøre det.

En gruppe forældre har lavet et gennemarbejdet og logisk forslag til en mindre ændring af rute 6. Med fem ekstra stop og tre minutters tidligere afgang kunne man erstatte mindst 12 daglige bilkørsler – og give både børn og forældre en mere bæredygtig og sammenhængende hverdag. Alligevel siger kommunen nej.

Begrundelsen lyder, at man ikke er forpligtet – men det er kun halvdelen af sandheden. Folkeskoleloven kræver ganske rigtigt kun transport til distriktsskolen. Men det er ikke loven, der forhindrer kommunen i at tænke sig om. Det er byrådets egne retningslinjer og serviceniveau, der sætter grænsen – og det kan byrådet ændre, hvis der er vilje.

Desværre ser vi det samme mønster andre steder. Jeg har selv tidligere foreslået en mindre justering af en busrute, som også blev afvist. Jeg har talt med flere forældre, der har oplevet lignende. Og vi så det i sagen om Eskild – en dreng med fire dagplejeskift, som ikke fik den ønskede børnehaveplads, selvom både institution og forældre var enige. Her vejede systemet tungere end hensynet til barnet.

Fair nok, hvis noget ikke kan lade sig gøre. Men når det ikke vil lade sig gøre, fordi man holder sig rigidt til egne regler – så er det ikke længere forvaltning. Det er politik. Og det bør vi tage op.

Regler har deres berettigelse – de skaber rammer og lighed. Men når kærligheden til reglen overstiger hensynet til velfærd og virkelighed, mister systemet sin mening. Det svarer til at glemme, hvorfor vi har en kommune: Ikke for at følge regler for reglernes skyld, men for at skabe løsninger, tryghed og mening i borgernes liv.

Jeg mener ikke, vi skal tilbyde bus til alle børn til alle skoler. Men vi skal kunne kende forskel på nødvendige rammer og unødvendige stopklodser. Når en lavpraktisk løsning skaber stor værdi, bør vi kunne bøje en regel – især når det både gavner klimaet og borgernes hverdag, uden stor økonomisk konsekvens.

Kommunen er til for borgerne. Ikke omvendt. Derfor skal vi turde tænke fleksibelt og menneskeligt – og give sund fornuft en plads ved bordet.

Det vil jeg arbejde for i byrådet.