Fortsæt til indhold

Frivillige ildsjæle bør ikke skulle lægge ud af egen lomme

Landsbyrådet ønsker at hæve puljen til mellemfinansiering for at undgå økonomiske barrierer for frivillige projekter.

Debat
Simon OlsenFormand for Landsbyrådet i Favrskov

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vores stærke frivillige ildsjæle rundt i kommunens landsbyer skaber hver dag værdi for vores fællesskaber. De bygger legepladser, etablerer mødesteder, forskønner lokalområdet og skaber aktiviteter, som styrker sammenholdet og gør vores landsbyer til attraktive steder at bosætte sig. Mange af de projekter bliver til, fordi lokale ildsjæle investerer tid, engagement og faktisk også ofte private midler i at gøre en forskel.

Økonomien er nemlig en udfordring undervejs. Vores ildsjæle i landsbyerne er så driftige og gode til at få søgt eksterne midler hjem fra for eksempel fonde til deres projekter, men rigtig mange fonde udbetaler først midlerne, efter projektet er færdigt. Det vil sige, at undervejs så står en lokal borgerforening med store regninger til diverse lokale håndværkere, som også skal have mad på bordet derhjemme. I dag dækker vi kun bevilligede midler fra kommunale puljer på op til 80 procent, men ikke fra fonde. Det vil sige for eksempel i Vester Velling, hvor de skabte et kæmpe projekt til 2.900.000 kroner med relativt få kommunale midler, men mange eksterne midler, der løb man ind i en likviditetsudfordring undervejs. Den betød, at flere måtte lægge private midler ud, for at projektet ikke skulle ”dø undervejs”. Det synes vi i Landsbyrådet ikke skal være en hovedpine for vores driftige ildsjæle i landsbyerne – der skaber så meget godt, og finder så mange eksterne midler, som ikke er fra kommunekassen – skal stå med.

Det synes vi i Landsbyrådet ikke skal være en hovedpine for vores driftige ildsjæle i landsbyerne

Derfor har Landsbyrådet i forbindelse med budgetforhandlingerne nu her foreslået, at man hæver puljen til mellemfinansiering og samtidig gør det muligt at opnå mellemfinansiering på op til 80 procent også af fondsmidler og lignende støttebeløb, som ikke i dag kan dækkes af de nuværende kriterier. På den måde kan vi sikre, at frivillige kræfter ikke bremses af likviditetsudfordringer undervejs og selv må finde private midler i overgangsfasen, men i stedet understøttes og værdsættes for den kæmpe indsats, de yder.

Vi ved, at lokal forankring og borgerdrevne projekter har stor effekt både menneskeligt og økonomisk. Det giver derfor mening, at kommunen understøtter disse initiativer bedst muligt. En forbedret ordning for mellemfinansiering er et vigtigt skridt i den retning.

Lad os fjerne de unødvendige barrierer for frivillighed og i stedet skabe de bedst mulige rammer for lokale fællesskaber og initiativer. Landsbyerne står klar til fortsat at gøre en stor indsats – lad dem få de rette redskaber.