De aner ikke, hvem borgmesteren er. De er ligeglade med plejehjem og børnehaver

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det føles uvant og sært at skrive: Endelig er der kommet en EU-regel, der indirekte ender med at være en god nyhed for det lokale demokrati. Fremover skal politiske annoncer deklareres: Hvem har betalt for den, hvor meget har de betalt, og hvilket valg er annoncen knyttet til. Det lyder måske tungt som trafikken ved Nørreport-krydset i myldretiden, men baggrunden er alvorlig nok. Flere valg i EU-lande var i 2022 og 2023 ramt af spredning af skadelig misinformation: Skjulte afsendere af skadeligt indhold.

De nye regler er noget bøvl. Også for et medie som dette, men vi løser det. Google og Meta, der står bag Facebook og Instagram, har derimod givet helt op. Fra den 10. oktober kan politikere, partier og kandidater ikke længere annoncere på de sociale medier.

Der skal derfor findes nye veje til vælgerne frem mod kommunalvalget den 18. november. Heldigvis findes de, og de går gennem gaderne, vejene, indbakker og postkasser i Aarhus. Nogle partier har allerede meldt ud, at de vil skrue op for synligheden i virkeligheden, satse på vælgermøder og opsøgende dialog, og her er det opløftende: valgkampen og politikerne rykker tættere på den virkelighed, det handler om.

Kampagnepengene skal bruges, og det er positivt, at de nu i højere grad bruges lokalt, hvad enten det er på busreklamer, store stilladsbannere eller byens frie, publicistiske medier, der faktisk interesserer sig for, hvordan det går i Aarhus. Medier, der tager byen, politik, politikerne og vælgerne alvorligt.

En lokal presse, der tager sin opgave alvorligt, kan være irriterende for en politiker eller embedsmand. Uden JP Aarhus, Din Avis og Stiften var aarhusianerne ikke blevet klogere på, hvad der i grunden er op og ned i Kongelundsskandalen. Ingen havde kontinuerligt interesseret sig for forholdene på de aarhusianske plejehjem, når de skjulte kameraer var slukket. Udviklingen i lufthavnen var gået under radaren. Et velfungerende lokaldemokrati næres ikke af opslag og likes – det lever af offentlighed, en ordentlig debat og et ægte engagement. Uanset om man er politiker eller medie.

Meta og de andre er i øvrigt temmelig ligeglade med, hvordan Aarhus skal udvikle sig og interesserer sig ikke for konsekvenserne af mobilitetsplanen, lukning af en børnehave, letbanedrift eller hvem der skal have lov til at bygge hvad hvor. De er også fløjtende ligeglade med, hvem der er borgmester eller rådmand, og hvordan de klarer sig på posterne.

Derfor kan det undre, at kandidater, der går op i det lokale, i mange år har sendt tusindvis af kroner til internationale techgiganter. Tilmed til platforme med en opslidende tone og en debatkultur, som ingen bør stå model til. Heller ikke dem, der gør en kæmpe ekstra indsats for vores by ved at sidde i byrådet.

Meta og Googles fravalg af politiske annoncer er deres sag. Men hvis resultatet er, at politikere rykker tættere på virkeligheden – på vælgerne i Aarhus – så er det opløftende. Et medie som dette, der tager Aarhus alvorligt, har bestemt ikke noget imod, at flere kampagnekroner bliver brugt hos os. Vi driver ikke medier for at tjene penge. Vi tjener penge for at drive medier. Uafhængige, nysgerrige, publicistiske og af og til irriterende medier, der tager både byen og demokratiet alvorligt.