Ensomhed har mange ansigter - måske også en løsning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Ensomhed er en af de største sociale udfordringer i vores tid – ikke kun blandt ældre, men også blandt børn og unge. Det fik mig til at tænke: hvorfor er det ikke mere udbredt, at vi kombinerer plejehjem, daginstitutioner, skoler og andre velfærdstilbud i fælles rammer?

Tænk, hvis vores ældre borgere dagligt kunne mærke liv og latter fra børn på legepladsen, på plænen eller i fællesrummet.

Tænk, hvis børnene fik historier, nærvær og livserfaring med i rygsækken – ikke bare fra pædagoger og lærere, men fra mennesker, der har levet et helt liv. Tænk, hvis vi kunne gøre gensidig respekt og fællesskab til en naturlig del af hverdagen på tværs af generationer.

Vi behøver ikke nødvendigvis bygge nye, store komplekser. Ofte kan det handle om at tænke anderledes i det, vi allerede har. Det kunne være forsøg i enkelte institutioner, eller at vi fra kommunens side støtter op om projekter, der skaber møder mellem børn og ældre.

Vi har brug for at tænke fællesskabet ind i de strukturer, vi opbygger. Ikke bare for at bekæmpe ensomhed, men for at skabe forståelse, omsorg og samhørighed i en tid, hvor det er vigtigere end nogensinde.

Jeg håber, vi i Randers tør gå forrest og sige: «her bygger vi ikke kun mursten. Vi bygger mennesker«.