Vi skal give gavmildt af de nådegaver, vi selv ufortjent har modtaget!

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I vores kristne tro og kirke er Jesus helten, der afslører sandheden. Han er den, der ryster os og vender op og ned på vores vante og fastgroede forestillinger om ret og retfærdighed. Eller mere præcist: Han ønsker at afsløre vores manglende evne til umiddelbart at gennemskue hele sandheden om, hvad der er moralsk rigtigt og forkert. Og sat lidt på spidsen: Ham der i vores øjne er en skurk – ja, han kan alligevel godt være en helt, der handler retfærdigt i Guds øjne.

Det illustrerer Jesu lignelse om den uærlige godsforvalter, der i denne uge er evangelieteksten i landets kirker. I fortællingen tager historien en dramatisk og uventet en drejning i fortællingens allersidste afsnit:

»Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt«

Ja, han havde virkelig været uærlig, for han havde eftergivet en masse gæld, som han ikke havde fået lov til af sin arbejdsgiver, der havde pengene til gode. Han var uærlig – men han havde alligevel handlet klogt. Det skurer i vores øre. Det hænger på ingen måder sammen. Hvordan kan manden være uærlig og handle klogt på samme tid? Hvordan kan et menneske handle klogt på en uærlig måde?

Jeg tror her, at det er meget afgørende at mærke sig, at det i Jesu lignelse er ingen andre end herren, den rige mand selv, der roser forvalteren og bedømmer hans handlinger som kloge. For hvem andre end netop han har retten til at tale sådan?

Det står i fuldstændig modstrid med, hvad vi ville forvente herrens dom ville være: Nemlig underslæb og bedrageri med erstatningsansvar til følge: Du skal ikke slippe fri, før du har betalt hver en krone, du har snydt mig for! Men nej, sådan tænker herren ikke – og sådan tænker vores Herre, Jesus Kristus ikke. Han tænker større end det.

Vi er godsforvalterne, vi er dem, Gud har sat til at forvalte hans gode gaver. Vi skal være gavmilde og ikke nøjeregnende med dem. Det skal vi, fordi vi aldrig selv kan gøre os fortjent til dem, men kun i det omfang vil evner at dele dem med andre. Det er den mulighed Gud giver os for selv at blive lysets børn.

Herren giver os alt, hvad vi har – for intet. Han er godsejeren, vi står i gæld til, og som kan sige god for, at Jesus nedskriver vores gæld. Jesus – her personificeret i skikkelse af forvalteren, der ikke lader verdens rigdomme bestemme, hvor stor vores gæld skal være – han har sin fuldmagt til at gøre det, han gør, fra sin Far i Himlen – vores skaber. Derfor kan vi altid med god samvittighed give gavmildt af de nådegaver, vi selv ufortjent har modtaget!

Og formår vi at gøre det, ja, så kan en – i jordisk kontekst – nok så amoralsk motivation ikke ændre på handlingens karakter af retfærdighed. Sådan må det være i en tro og i en kirke og i en menighed, hvor det største bud af alle lyder: Du skal elske Gud og din næste som dig selv!