Hvad tror danskerne på?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Den store nyhed fra Danmarks Radio i uge 31 var, at der nu kun er 35 procent af danskerne, der siger ja til, at de tror på Gud.

Det fremgår af en undersøgelse, som Epinion har lavet for DR. Det bemærkes, at der i 2009 var 45 procent, der svarede ja til det samme spørgsmål. Men er danskerne da blevet mindre troende? Ikke ifølge denne undersøgelse. Nu er der 66 procent af danskerne, der tror, at der ”findes mere mellem himmel og jord”.

Troen er altså blevet mere diffus og individuelt formet – måske også mere famlende og usikker. Færre tilslutter sig de kristne dogmer om Guds nåde og frelsen ved troen på Jesus.

Er det mon det kirkelige sprog, som ikke siger moderne mennesker så meget? Så har vi præster en opgave med at ”oversætte” til et sprog, moderne mennesker kan forholde sig til. Eller skyldes det sekulariseringen og det traditionstab, der følger med? Mange nøjes i hvert fald med at sige ja til en mere uklar tro på at ”der er mere mellem himmel og jord”.

»Hvad tror danskerne på?« spørger DR i tre opfølgende udsendelser. Spørgsmålene om tro har DR stillet til kendisser som for eksempel Tobias Hamann, Bodil Jørgensen, Peter Aalbæk Jensen, Niels Hausgaard, Adam Holm, Katrine Muff og Özlem Cekic i programserie på DR 1.

De kendte mennesker, som i TV-udsendelserne skal forholde sig til spørgsmål om tro og overtro for rullende kameraer, sidder sammen to og to. Den historiekyndige Adam Holm (ham fra P1-programmet ”Kampen om historien”) er i samtale med forfatteren Kaspar Colling Nielsen.

»Jeg tror på Gud,« melder Kaspar Colling Nielsen ud. »Og jeg beder til Jesus hver dag.«

»What?« udbrød Adam Holm, der jo jævnligt har talt om sin ikke-tro i radioprogrammer og interviews. Den udmelding kom som en overraskelse for Adam Holm. Kaspar Colling Nielsen syntes vist egentlig også, at det var meget personligt og lidt pinligt at tale om den slags. Men han var ærlig om, at bønnen hjalp ham med at slippe fri af tvangstanker om det onde, som måske ville kunne ske.

Det fik da Adam Holm til at erkende, at han nok havde en fordom om, at troende mennesker er meget fromme og går med bøjet nakke og har underlagt sig deres skaber i himlen. Man må jo glæde sig over, når der bliver rokket ved folks fordomme. Verden bliver lidt større og mere mangfoldig, hver gang det sker.

For nogle særligt afklarede ateister er troende mennesker nærmest en fejl, noget som ikke burde kunne forekomme. For viden og tro harmonerer dårligt i deres optik. Så hvis man er et dannet menneske, må man da være hævet over religionen, mener de intellektuelle. Adam Holm fortalte da også, at han har fået sin fordom om troende mennesker gendrevet adskillige gange, når han møder mennesker, der bekender sig til kristendommen, men som alligevel er værd at lytte til og indgå i dialog med.

Det er godt, at vi får større livsvisdom med alderen, i takt med at vi gør flere erfaringer – både de gode og dem, der gør ondt. Men det er også vigtigt, at der hos troende mennesker findes tvivl og usikkerhed. Så lad os da mødes og snakke sammen om vores tro og håb.

Troen handler jo om, hvordan vi forholder os til livet og til verden. Troen er en måde at forstå verden på, en måde at forholde sig til sin omverden og række ud efter noget, som ligger uden for det menneskelige. Til noget der er større end os selv, noget som er uden for eller over vores sanser og erkendelse. Men samtidig har tro også noget at gøre med en praksis. Man gør noget. Man beder til Gud – man går i kirke – man synger eller læser med på salmerne, som i et poetisk sprog gør verden og livet større og rigere.