Fejlvisitering og mangelfuld sagsbehandling. En ung mands liv på standby

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Som byrådsmedlem i Syddjurs Kommune oplever jeg desværre fra tid til anden, at vores system ikke får løftet sine vigtigste opgaver, nemlig det at tage hånd om de mest sårbare og udsatte, som ofte er usynlige i gadebilledet og i vores lokalsamfund. Derfor får forråelsen, risikoen for omsorgssvigt og brud på retssikkerheden mulighed for at gå uopdaget hen, som tiden går og alt synes fredeligt, fordi det er blevet en hverdag, som uforvarende og stiltiende er blevet accepteret.

Men vi har et ansvar, når vi i kommunalbestyrelsen bliver bekendt med omsorgssvigt og sagsbehandlingstider, der overskrider de rammer, vi selv har sat. Vi har nemlig pligt til at handle og sikre, at borgernes retssikkerhed bliver overholdt, og vi skal sikre, at forvaltningens medarbejdere har de rette vilkår og rammer at arbejde ud fra. Ligeså vigtigt er det at stille skarpt ind på den rettidige og helhedsorienterede støtte, så behovet bliver dækket. Det lyder så selvfølgeligt, og det har utvivlsomt også været hensigten hele vejen. Men virkeligheden viser, at ingen processer er uden bump, og desværre er det nogle gange de borgere, der søger hjælp, som selv bliver kørt over i stedet for hjulpet op.

Jeg skriver dette på baggrund af en sag, jeg har fulgt tæt gennem de sidste fem år, og som fortsat gør ondt at tale om. Sagen handler om en ung mand, der blev født alt for tidligt og derfor har betydelige fysiske og kognitive funktionsnedsættelser. Han har brug for hjælp og støtte døgnet rundt. Vel at mærke ikke som en ekstra service, men som en forudsætning for at leve et liv med bare en smule livskvalitet.

Da han fyldte 18 år i 2018, blev hans støtte på 24/7-ordning forlænget grundet hans mærkbare dårlige tilstand. Desværre, efter blot to år, viste forråelsen sit grimme ansigt, og hans 24/7-ordning blev frataget ham uden faglig dokumentation. Umiddelbart herefter blev han fejlvisiteret til blot at modtage socialpædagogisk støtte i 15 timer om ugen efter §85 og pleje og omsorg i 94 timer ud fra §83. Dette betyder en væsentlig reduktion af den socialpædagogiske støtte i de resterende vågne timer. En støtte som er så markant vigtig for at hjælpe ham til en stabil og tryg hverdag, som favner hans udvikling. Flere fagprofessionelle anbefalinger har netop peget på, hvor vigtig den socialpædagogiske støtte er for den unge mands trivsel og udvikling.

Efter endt skolegang har kommunen ikke visiteret ham til et matchende socialpædagogisk tilbud, hvorfor han har været afskåret fra at danne sociale netværk med jævnaldrende. I stedet blev familien kastet ud i et kaos af mangelfuld sagsbehandling, fejlagtige referater og et system, der hellere ville problematisere familiens hensigt for deres søn fremfor at finde løsninger. Jeg har selv deltaget som bisidder på møder, hvor aftaler blev båndoptaget. Det var netop for at sikre dokumentation for dialogen og det aftalte på mødet, og dette på trods har referaterne bagefter været ugenkendelige. På trods af, at vi herefter rettede henvendelse til socialcenteret omkring det, blev journaliseringen ajourført med de fejlagtige referater. Enhver, der har fulgt sagen og læst aktindsigterne, kan se, hvor fejlbehæftet sagsbehandlingen har været.

En tidligere leder, som heldigvis ikke er, og i flere år ikke har været på lønningslisten i Syddjurs Kommune, har fejlagtigt dokumenteret og målrettet forsøgt at få familien og moderen, som har det fulde værgemål, til at fremstå usamarbejdsvillig. Den unge mand har nu ligget i sin seng i snart 2 ½ år efter en hofteoperation på grund af manglende tilretning af hans specialdesignede kørestol, der skulle have været klar efter operationen. Den stol er endnu ikke helt færdigtilrettet, her tre år senere. I mellemtiden har han været tvunget til at være sengeliggende, trods lægernes anbefaling om, hvor vigtigt det var for helingsprocessen, at han kom op at sidde umiddelbart efter operationen.

Ud over at forældrene agerer ekstra hjælp i dagtimerne grundet fejlvisitering og manglende hjælp til opgaver, hvor løft kræver to personaler, står moderen op flere gange hver nat, da deres søn har brug for forflytninger i nattetimerne. Han er en ekstremt sensitiv ung mand, der blot forsøger at behage dem omkring sig, så de ikke forlader ham. Han er dybt afhængig af trygge relationer, og ikke skiftende personale, men kendte ansigter. Det burde være indlysende, og vi ser jo de samme udfordringer i ældreplejen. Når mennesker mister trygheden, mister de livsglæde, funktionsevne og i sidste ende helbred.

Han spiser og drikker minimalt, når han er presset. Han vejer nu 45 kg, og tidligere har vægten gået ned fra 84 til 42 kg. Dette var udløst af den påvirkning, som det havde, da hans faste og mangeårige hjælperteam forsvandt, da socialcenteret valgte at opsige samarbejdet med en velfungerende leverandør. Det kræver ikke sundhedsfaglig ekspertise at forstå, hvad dét gør ved et menneske.

Jeg vil ikke spørge, om vi kan være det bekendt, for det er et rungende NEJ herfra. Alt for mange år er gået tabt, hvor han kunne have haft et socialt liv med jævnaldrende, haft oplevelser, trivsel og nærvær. I stedet har han og hans familie været overladt til et system, der burde hjælpe, men som i stedet har modarbejdet.

Når forråelsen må vige for forståelsen, kræver det, at vi tænker i helheder og formår at samarbejde. Tværfaglige og helhedsorienterede indsatser, hvor vi bygger broer, nedbryder forhindringer og har viljen til at nå i mål. Og det kræver, at vi aldrig glemmer, hvem systemet egentlig er sat i verden for. Det skylder vi denne unge mand og alle andre i lignende situationer.