Kære Øxenholt: "Du taler om føl på Mols – imens dør 9 millioner pattegrise"

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kære Per Øxenholt

Jeg vil gerne tage en debat med dig, når du er klar til at tale om dyrevelfærd – ikke mindst inden for de områder, hvor dyrevelfærden har de ringeste kår.

I græsningsprojektet på Mols er der plads til, at kvæg og heste kan udøve den sociale adfærd, der er naturlig for dem, med dannelse af flokke i vekslende størrelser afhængigt af den aktuelle sammensætning af dyrene.

Det giver rolige dyr, der ikke lader sig forstyrre af de mange besøgende, men fortsætter med at græsse eller beskæftige sig med andet.

Føllene bliver som regel hos hoppen de første to år, indtil de selv vælger at forlade flokken, og som du sikkert har iagttaget, er der et fællesskab hestene imellem om pasningen af de små føl.

Dyrene på Molslaboratoriet nyder godt af den store variation i terræn og vegetation. De kan altid finde læ for regn og blæst samt ly for sol og bidende eller stikkende insekter. Især hestene er nysgerrige og lærenemme; de opsøger mange forskellige planter og sikrer sig dermed en varieret kost. Med det omfattende tilsyn fra myndigheder og andre kan man være helt sikker på, at hverken kvæg eller heste sulter.

Som du beskriver, er der en praksis med at aflive dyr, der er syge eller kommet til skade. De græssende dyrs naturlige adfærd har en lang række positive indvirkninger – både for dem selv og for det øvrige dyre- og planteliv – som rækker ud over selve græsningen.

For at bibeholde disse effekter og for at holde dyrene på Molslaboratoriet så uinteresserede i mennesker som muligt, vælger man ikke at sygdomsbehandle dyr på arealerne, men i stedet at fjerne dem fra området.

Dette adskiller sig ikke væsentligt fra praksis hos landmænd, hvor sygdomsbehandling heller ikke altid er rentabel, eller hvor dyr aflives, hvis de ikke længere kan bidrage til driften.

Til sammenligning døde der i 2023 omkring 25.000 pattegrise i de danske stalde hver eneste dag – svarende til over ni millioner om året, eller én pattegris hvert tredje sekund.

Hos malkekvæg tages kalven fra 12–24 timer efter fødslen, mens grise får lov at blive hos soen i tre til fem uger – hvilket er meget langt fra deres naturlige adfærd.

Dette er ikke vilkår, jeg har set dig arbejde for at forbedre, og det er vilkår, der er accepteret under dyrevelfærdsloven § 1-3, selvom det virker uendeligt fjernt fra ordlyden af loven.

Man har tidligere forsøgt at finde andre steder til de dyr, der fjernes fra Molslaboratoriet, men der har ikke vist sig en holdbar løsning. Det bliver heller ikke lettere, hvis modtageren samtidig får en dyrlægeregning med i købet.

Her kunne din arbejds- og fundraisingindsats måske være oplagt at bringe i spil.

Når vilkåret er, at dyr aflives, hvis de har en lidelse, bliver vurderingen af det rette tidspunkt svær. I kræver, at dyr ikke må lide – men næsten alle dyr (og mennesker) oplever på et tidspunkt lidelse i deres liv.

Skal vi undgå enhver form for lidelse for enhver pris, selv hvis det betyder et tidligere endeligt? Hvor mange dage må en hest halte, før vi beslutter, at den ikke længere skal leve?

Jeg har ikke et entydigt svar – det afhænger af den konkrete situation – men jeg synes, det er en relevant samtale at have, uden at folk behøver at gå i skyttegravene.

Jeg ser frem til en valgkamp, hvor vi forhåbentlig kan finde endnu bedre løsninger og en klarere prioritering af dyrevelfærd på de politiske områder – frem for en masse irrelevant snak og uholdbare politikersvar.