Selvfølgelig er skolemad en god idé

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der er valgkamp, og skolemad er blevet en varm kartoffel.

Som far i en sammenbragt familie med fire børn i udskolingen og dertilhørende madpakker handler skolemad på ingen måde om at slippe for at tage stilling til, hvad de skal have med eller at smøre madpakker.

Det handler om savnet af struktur omkring måltiderne og en normalisering af det at spise sammen som en fælles aktivitet, med faste rutiner og en sikkerhed for, at børnene får næringsrig mad, som giver energi helt til den sidste lektion på skoledagen.

Det er længe siden, en rugbrødsmad med leverpostej og lidt grønt var spændende nok til, at mine børn gad spise den. Det er pinligt at have en kedelig madpakke med, og der er desværre gået mere og mere status i at have dårligere kvalitet med i tasken.

Det kan også ses på supermarkedernes hylder, som bugner af sukkerholdige kiks og snacks samt tomme kulhydrater, blandt andet i form forskellige slags nudler, som holder klassernes elkedler kørende i frikvartererne.

Der er status i en farvestrålende, glitterindpakket snackboks i modsætning til en flad rugbrødsmad.

Så hvad handler skolemad egentlig om?

Det handler om børn og unge, der har brug for at få normaliseret det at spise et måltid i fællesskab. Et fællesskab, hvor det handler om at få nærende mad, frem for at stå i kø ved mikroovnen og holde øje med, hvad de andre får med hjemmefra – og bekymre sig om, om ens egen mad er spændende nok i andres øjne.

Og nej, madordninger skal ikke ske på bekostning af nedskæringer i personalet. Selvfølgelig ikke.

Hvis man ser på det store billede, vil en generel forbedring i elevernes trivsel kunne opveje udgifterne til ordningen i sig selv. Tænk, hvis en sådan ordning kunne føre til mindre skolevægring – eller hvis bare ét barn kunne undgå at udvikle en spiseforstyrrelse.

Dermed ville omkostningerne allerede være tjent hjem, sammenlignet med de mange (ressourcekrævende) brandslukningsindsatser, der i dag ofte sættes ind alt for sent for at hjælpe de mest udsatte elever.

Så for mig at se er det ikke et spørgsmål om at have råd til sådan en ordning, men om hvorvidt vi har råd til at lade være.