Fortsæt til indhold

Bekymrende udvikling i elevernes trivsel i folkeskolerne i Norddjurs

Debat
Anders Stenumgaard LindMedlem af kommunalbestyrelsen, Børne Ungeudvalget, Socialdemokratiet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

DR har i sidste uge offentliggjort data fra den seneste landsdækkende trivselsundersøgelse blandt eleverne i landets folkeskoler, og det ser mildest talt ikke godt ud for folkeskolerne i Norddjurs kommune – desværre.

Data stammer fra Uddannelsesstatistik og viser folkeskolens trivselsmåling for skoleåret 2024/2025 for 4.-9. klasserne. Elever fra indskolingen bruger et andet spørgeskema og er ikke med i denne opgørelse, ligesom forældrene heller ikke er blevet spurgt.

Det skal tilføjes, at dårlig trivsel ifølge skoleforskere kan skyldes utroligt mange ting, og trivsel kan variere fra klasse til klasse og fra årgang til årgang. Skolerne kan heller ikke fuldstændig påvirke, hvordan elever trives. Elever har også et liv uden for skolen, hvor nogle børn kan have diagnoser, spiseforstyrrelser, problemer i hjemmet eller i familien og mange andre ting. Hvis elever har problemer og udfordringer uden for skolen og i livet generelt, kan det også påvirke, hvordan de har det i skolen.

Herunder har jeg indsat link til Søren Kanne Skolens resultat – men du kan også finde resultaterne fra de andre skoler i Norddjurs Kommune som for eksempel Auning Skole, som ligeledes tegner et noget dystert billede af elevernes trivsel.

https://www.dr.dk/feature/skole-trivsel-2025?skole=281070

Det er igen vigtigt for mig at understrege, at min intention med dette indlæg ikke er at være negativ men blot at dele min bekymring om den faktuelle og dokumenterede tilstand i vores folkeskoler – udtalt af eleverne selv og ikke af dyrt købte eksterne konsulenter.

Jeg sidder selv i kommunalbestyrelsen og Børne-unge-udvalget, dog kun som fast medlem siden november 2024, og er derfor også med til at træffe beslutninger, også de trælse ind imellem – så dette er ikke en ansvarsfraskrivelse, men en reel bekymring.

Der er sat mange indsatser i gang i forsøg på at forbedre trivslen og plads til kerneopgaven, og indsatser skal have tid til at modnes og leve.

Men hvis virkeligheden og dagligdagen er den, at lederne og pædagogerne i vores daginstitutioner og lederne og lærerne i vores folkeskoler ikke føler, de har ressourcer til at løse den basale kernopgave, hvordan skal de så kunne overskue at skulle forholde sig til yderligere sparetiltag, indsatser og kompetenceudvikling, som man måske føler presses ned over dem i en forvejen presset hverdag, hvor økonomien er skåret helt ind til knoglen?

Det går simpelthen ikke.

Vi er nødt til at prioritere og investere i trivsel for vores børn og medarbejdere i vores institutioner og skoler nu. Vi har ikke råd til at lade være. Vores karaktergennemsnit for vores afgangselever i kommunens folkeskoler er blandt det laveste i landet, ikke i Østjylland, men i hele Danmark.

Hvis vi forsat ønsker, at børnefamilier skal vælge at flytte til Norddjurs, så er vi nødt til at investere massivt i vores skoler og institutioner og virkelig begynde at rulle mange af de besparelser tilbage, som er blevet pålagt de senere år.

Vi skal i kommunalbestyrelsen turde lave en langsigtet investeringsstrategi med et langsigtet mål i den kommende fire-årige periode og ikke blot fortsætte med salamimetoden eller skjulte besparelser som for eksempel effektiviseringsprocenten.

Måske skal Norddjurs turde sætte sig det langsigtede mål, at vi vil være blandt de 10 bedste kommuner i landet eller måske endda Danmarks bedste tilbud af daginstitutioner og folkeskoler.

Præmissen i dag for borgere og især børnefamilier, som flytter til en kommune, er den, at forældrene rent faktisk kigger på tilgængelige målinger af kvaliteten af de daginstitutioner og folkeskoler, som kommunen stiller til rådighed til deres børn. Det gør de altså, og den seneste måling bidrager altså ikke positivt til den udvikling – men vi kan sammen kæmpe for den, og Norddjurs kan prioritere at investere i den.