Sommerens livlige by – men hvad med helårsboligerne?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Sommeren er over os. Her i Ebeltoft kan vi glæde os over, at vi har en masse glade turister, som gerne vil besøge os og ser, hvor dejligt vi bor. Vi kan glæde os over, at de forhåbentlig lægger nogle penge i vores faste butikker, så vi også kan handle her uden for sæsonen. De besøger vores museer og øvrige attraktioner, og de er med til at give en anden slags liv hen over sommeren.
Ebeltoft skal fortsat være et sted, hvor det er rart at bo, og som er rart at besøge.
Om sommeren er vi mange mennesker her. Men vi skal også passe på vores område og sørge for, at vi ikke kommer i en situation som nogle af de andre danske byer, som har ladet situationen løbe løbsk og derfor ender med at blive spøgelsesbyer om vinteren – byer hvor de lokale beboere har opgivet presset i højsæsonen og er flyttet, hvor boligerne er blevet for dyre, fordi de i stedet kan sælges som fritidshuse eller til udlejning, eller hvor byerne har mistet deres sammenhængskraft uden for turistsæsonen på grund af for få fastboende.
Anne Villemoes fra VisitDanmark siger: »Et sted, der er rart at bo, er også et sted, der er rart at besøge. Og det skal vi jo fastholde - begge dele.«
Her i Ebeltoft har vi endnu ikke problemet. Her er vi så heldige, at der stadig er nye tilflyttere, og at vi kan nyde, at vi har masser af aktiviteter for fastboende uden for turistsæsonen. Det skal vi værne om.
Jeg håber, at vores lokale politikere vil forebygge i stedet for at helbrede og ikke lader løbet køre løbsk. Det vil under alle omstændigheder være et emne at behandle i forbindelse med kommunalvalget til efteråret.
Det kan gøres ved at sikre, at helårsboliger bliver brugt som sådan, og at bopælspligten håndhæves. Det kan gøres ved at sikre, at der er loft over årlige udlejninger gennem Airbnb. Det kan gøres ved at sætte loft på antallet og størrelsen af sommerhuse.
Ebeltoft skal fortsat være et sted, hvor det er rart at bo, og som er rart at besøge.