Tåbeligt at nedlægge små togstationer
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Som ivrig bruger af DSB og deres mange tog de seneste år, tænker jeg ikke på, hvor hurtigt vi når frem til stationen, hvor jeg skal stå af, men jeg tænker ofte på, bare vi når frem til tiden og gerne uden for store forsinkelser.
I de tilfælde jeg skal skifte ved en station og videre med et andet tog, tænker jeg ofte på, bare jeg når frem til mit skifte-tog tidsnok og ikke skal vente halvanden time på næste tog til den station, hvor jeg er ved mit rejsemål og skal stå af toget.
En forholdsvis ukendt gruppe – Dansk Person Transport – mener, at et antal togstationer, primært i Jylland, bør lukkes for at reducere rejsetiden mellem de større stationer.
De små stationer er ikke skyld i en ubetydelig forlængelse af rejsetiden, og det er min erfaring, at toget ikke stopper de nævnte stationer, hvis der ikke er passagerer, som skal med på toget eller skal stå af toget. Eventuelle andre forsinkelser på ruten kan dermed indhentes.
Som trofast bruger af DSB oplever man mange forskellige ting i løbet af året, som bevirker en længere køretid end programmeret, og det skyldes ikke de små stationer.
Brud og defekte skinner efter kulde giver togproblemer mange steder, og dertil kommer problemer med sporskiftesystemer.
- Nedbrudt tog i Studsgård forsinker togtrafikken.
- Jordskred ved Kibæk med togskinner, der pludselig hang ud i luften forsinker togtrafikken.
- Jordfaldsskred under togskinnerne på strækningen Herning-Aarhus, mellem Laven og Svejbæk forsinker togtrafikken.
- Store sporarbejder med mere på strækningen Aarhus-Randers samt andre steder har påvirket og forsinket togtrafikken og vil fortsætte.
- Fejl i signalsystemet og forskellige skinnebrud forsinker togtrafikken.
Udgifter til vedligehold af en ”udsultet” jernbane er eksploderet, og vi har efterhånden en jernbane i knæ. Behovet for vedligehold af den danske jernbane bliver 15 milliarder højere end tidligere antaget frem mod 2030.
Problemet betyder, at jernbanen trods milliardinvesteringer i nye tog, elektrificering af signalsystem dybest set vil køre, som den gør i dag om et årti, vurderer Banedanmark.
Når der opstår forsinkelser eller aflysninger på togstrækninger, kan DSB sætte togbusser ind som erstatning. Dette medfører store ekstra udgifter til buskørsel, brændstof og chauffører.
Et milliardbeløb bliver brugt til togbusser med mere på grund af problemer med togene, men det er svært at give et præcist beløb på, hvor mange penge DSB bruger på togbusser i flere forskellige sammenhænge.
Imponerende, at Aarhus Hovedbanegård i mange måneder har kunnet fungerer og i mange måneder fremover fortsat skal fungerer med kun to normale togperroner mod tidligere seks normale togperroner.
Når togtrafikken fungerer ”normalt”, og det hele kører efter køreplanen, er det meget fint, men beklageligvis er der ofte problemer og ændringer af forskellige årsager
Men uanset hvad slapper jeg af og nyder fortsat at køre med tog, hvor jeg befinder mig rigtig godt.
Problemer med forsinkelser skyldes ikke de små togstationer – tværtimod.