Trygge børn skaber stærke samfund – det kræver politisk ansvar

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

”... vi har i den grad brug for ansvarlige politikere med et stærkt socialt kompas ...”

I Randers Kommune mistrives alt for mange børn og unge. Vi taler om børn med angst, unge der føler sig ensomme, og familier, der står magtesløse, fordi hjælpen ikke kommer i tide. Vi har vidst det i årevis, og Hvidbogens baggrundsmateriale dokumenterer det.

Også Psykiatrifondens seneste hvidbog slår fast, hvad vi allerede burde have taget alvorligt: Mistrivsel blandt børn og unge er en af de største udfordringer i vores tid. Antallet af børn og unge med psykiske problemer vokser, og konsekvenserne rammer ikke kun den enkelte, men hele samfundet.

Alligevel ser vi gang på gang, at de samme problemer gentager sig, uden at der sker nok. I Randers er de faktiske forhold, at skolerne melder om stigende fravær, bekymrende megen skolevægring og elever, der mister grebet om fællesskabet.

Forældre oplever, at de møder et system, hvor ventetider erstatter hurtig hjælp, og hvor ansvaret alt for ofte skubbes videre. Foreninger og fritidstilbud fortæller, hvordan flere unge vender ryggen til fællesskaberne og trækker sig ind i ensomheden.

Alle signallamper blinker RØDT. Det er altså ikke længere nok med flotte planer eller pæne ord. Hvis Randers skal ændres til en kommune, hvor alle – eller bare flere – børn og unge kan vokse op med tro på sig selv, på fremtiden og på et værdigt liv, så kræver det meget mere end det, der smager lidt for meget af symbolpolitik. Det kræver opbakning og investeringer i skoler, i PPR, i psykologhjælp og i de fællesskaber, der holder børn fast, når livet bliver svært.

Det kræver samarbejde på tværs af fagområder, så familier ikke falder mellem systemernes mange sprækker. Det kræver en helhedsorienteret indsats – men først og fremmest kræver det mod til at prioritere børnene.

Det kan synes helt fair som politiker at pege på initiativer, som trækker i den rigtige retning, men sandheden er den dystre, at for hver dag vi vælger at nøjes med ”for små skridt”, mister endnu et barn troen på sig selv og sin fremtid.

Det er nu, vi skal stille krav – for ellers risikerer vi at få politikere uden ansvar, og vi har i den grad brug for ansvarlige politikere med et stærkt socialt kompas, som kender og forstår betydningen af Scharnbergs kloge ord: ”Kun dér, hvor børn kan føle sig trygge, gror det, de gamle kaldte lykke.”

Og nej, jeg er ikke selv kandidat, men jeg har stor interesse i, hvordan vi sammen skaber en stærk kommune.