Ny retning kræver ansvar
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I den seneste tid har flere læserbreve og debatindlæg efterlyst en ny retning i Randers. Jeg deler ønsket om et byråd, der samarbejder bedre, viser respekt og tør tænke stort – samtidig med at vi holder styr på økonomien.
Men en ny retning kommer ikke af ord alene. Den kræver, at flere deltager i de store, fælles beslutninger, hvor retningen for kommunen fastlægges:
Konstitueringen, som skaber grundlaget for samarbejdet,
Budgetforligene, hvor alle, der vil tage ansvar, kan være med,
Og de store generationsprojekter som Flodbyen og Fremtidens Randers, der kun kan lade sig gøre, fordi vi står sammen på tværs af partier.
Heldigvis har et stort flertal af de etablerede partier i byrådet allerede vist vejen: Vi samarbejder på tværs af ideologier, tager ansvar for økonomien og indgår de svære kompromiser for kommunens bedste – også når det ikke er det mest populære.
Det er i disse brede aftaler, man viser, om man virkelig ønsker samarbejde. For mig handler politik om at sikre, at hele Randers udvikler sig i en retning, kommende generationer kan være stolte af.
Derfor er det kun glædeligt, hvis flere nu vil være med på den retning.