Vær tålmodig – og anerkend, at det nogle gange er dig selv, der mangler rummelighed
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Sommeren er i kirkerne en tid for mange bryllupper. Og ved vielse i en kirke er der udover salmesang, præstens tale og tilspørgslen til brudeparret om, hvorvidt de nu vil sige ”ja” til hinanden, også nogle bibeltekster, som læses op hver gang. Og den sidste af de tre læsninger lyder sådan her:
»Og apostlen Paulus skriver: Bær hinandens byrder; således opfylder I Kristi lov. Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd. Amen.« (Gal. 6,2 og kol. 3,12-14)
Det er nogle gode og nærmest håndgribelige råd til, hvordan man bør leve livet sammen. Det er gode råd at give til et vordende ægtepar, men egentligt nogle gode råd til alle – i parforhold eller ej. For da Paulus i sin tid skrev disse ord, var det nemlig ikke møntet specifikt på parforhold, men det var en opfordring til alle om, hvordan vi bør leve og interagere med hinanden.
For Paulus er barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed og tålmodighed ikke egenskaber, man skal finde frem inden i sig selv – det er noget, man skal vælge at iføre sig.
Ligesom man tager tøj på, så skal man vælge at opføre sig barmhjertigt, godt, ydmygt, mildt og tålmodigt, om man så lige føler for det eller ej. Så kan det jo være dejligt nemt, hvis man af natur er tålmodig, men det gælder altså for os alle, at vi i vores samliv med andre, i parforhold, familieliv, arbejdsliv og andre relationer, må stræbe efter og forsøge på at være tålmodige overfor hinanden, om det så falder os let eller ej …
Paulus siger, at vi skal bære over med hinanden og tilgive hinanden. Tilgivelse taler vi meget om i kirken, og det er godt og nødvendigt – både at kunne tilgive hinanden, men også at kunne sige ”undskyld”.
Men tilgivelse er også et stort ord, og det er ikke sikkert, at det er hver dag, der er brug for den store tilgivelses-seance. Men ”at bære over med hinanden” – det har vi brug for hele tiden. At ”tilgive” og at ”bære over med” er måske to grader af det samme.
Men hvor tilgivelsen fordrer, at nogen forsøger at forbedre sig eller forandrer noget, så er det at ”bære over med hinanden” også at vælge at se igennem fingre med det, som måske er irriterende eller uoptimalt ved den anden – det som måske ikke kan eller skal ændres, i hvert fald for nu.
Ja, at bære over med hinanden er også at anerkende, at nogle gange er det faktisk ikke den anden, den er gal med, men en selv der mangler rummelighed. For nogle gange tænker vi måske, at alle burde være som os eller i det mindste burde kunne se tingene fra vores perspektiv. Men sådan er det jo ikke.
Der er en pointe i at vi er forskellige – ja, sådan er vi skabt – i forskellighed. Kunsten er at rumme forskellene, så at alle vores forskelligheder kan bidrage til helheden– ja, at gøre det hele lidt større med lidt flere nuancer.