»Tidsler gror fuldstændigt vildt til stor ulempe for alle naboer – og kønt er det slet ikke«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Vi har i den seneste tid været plaget af ”snevejr” i Granslev. Det skyldes ikke koldt vejr, men kommer fra Favrskov Forsynings opsamlingsbassin for regnvand, der er anlagt ved Voer Møllevej.
”Snevejret” kommer fra tidsler, der vokser fuldstændig vildt i hele området. Et skilt fortæller, at græsset gror vildt til gavn for blomster og bier, ja, men det er kun tidsler, der gror til stor ulempe for alle, der har et stykke jord indenfor cirka 300 meter, hvor tidslernes frø kommer dryssende som sne ned over os.
Vi har nu fået sået tidsler, der kommer til næste år.
Til det indledende møde for flere år siden med Granslev by fortalte Favrskov Forsyning, at når det hele var færdigt, ville det blive et rigtig flot område, som hele byen må benytte. Der ville blive udsigt til en dejlig klar sø, der var så dyb, at der ikke ville komme grønne alger, men søen har været grøn lige siden.
For et år siden talte jeg i telefon med en medarbejder fra Favrskov Forsyning, der ikke var klar over problemet. Han ville køre ned og se på det, og hvis der var tidsler, ville de blive rykket op, men det er vist aldrig sket.
Jeg forstår ikke, at en offentlig instans som Favrskov Forsyning ikke ligesom private har pligt til at sikre, at ukrudt ikke blæser ud over alle andre.
Og kønt er det slet ikke.
Svar fra Favrskov Forsyning:
Det er rigtigt, at vi har omlagt området omkring bassinet til mere vild natur ved at lade det udvikle sig på naturens præmisser. Formålet er at skabe bedre levevilkår for insekter, fugle og planter – et bidrag til den biodiversitet, vi alle nyder godt af. Tidsler er en værdifuld del af biodiversiteten, da de giver nektar og pollen til bier, sommerfugle og andre insekter og bidrager til et mere levende og naturligt område.
På sigt vil jorden omkring bassinet være mindre næringsrig. Til den tid vil tidslerne være mindre fremherskende og andre plantearter vil få mere plads.
Vi forstår godt, at tidslerne omkring regnvandsbassinet kan opleves som en gene, når frøene spreder sig til nabohaver. Men vi vil dog gerne understrege, at vi ikke har sået tidslerne – de er kommet af sig selv.
Når det gælder selve bassinet, er det korrekt, at der i sommerhalvåret kan opstå alger. Men det er ikke rigtigt, at der er alger året rundt, og vi har heller aldrig lovet, at det ikke kunne ske. Selvom der kan komme alger, udfylder bassinet stadig sin vigtige funktion med at opsamle regnvand, aflaste kloakker og samtidig give byen et rekreativt og naturligt område.
Vi tager naturligvis borgernes oplevelse af tidslerne og algerne til os og vil se på, hvordan vi bedst balancere hensynet til biodiversitet med hensynet til naboerne i området.