Djursland prioriteres på uddannelsesområdet – der er brug for det
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Før sommerferien godkendte regionsrådet to nye grundforløb 2-uddannelser i Hornslet på Djursland – bygningsmaler og elektriker – som betyder, at de unge kan tage hele grundforløbet lokalt.
Nu følger endnu et vigtigt skridt: automatikteknikeruddannelsen.
Regionsrådet godkendte på mødet 20. august, at det indstilles til Børne- og Undervisningsministeriet, at en ansøgning fra Mercantec, om udlægning af grundforløb 2 på automatikteknikeruddannelsen til Viden Djurs, godkendes.
Fra januar 2026 vil unge på Djursland derfor kunne starte på grundforløb 2 til automatiktekniker i Hornslet. Det betyder kortere transport, flere muligheder for de unge og et stærkere rekrutteringsgrundlag for vores virksomheder.
Behovet er tydeligt. I Norddjurs og Syddjurs er der 32 cvr-numre (virksomheder) godkendt til at uddanne automatikteknikere – men kun tre har aktuelt lærlinge. Med uddannelsen tættere på hjemmet kan vi udnytte det store uudnyttede potentiale og sikre, at flere unge vælger en teknisk erhvervsuddannelse.
Når Djursland bliver prioriteret på uddannelsesområdet, gavner det både de unge, erhvervslivet og vores lokale udvikling. De seneste beslutninger viser, at vi er på rette vej – men vi skal fortsætte arbejdet, så Djursland også fremover kan tilbyde stærke, lokale uddannelsesmuligheder.