Fordi Gud elskede os først

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Juni, august og september er de store bryllupsmåneder i kirken.

Vordende brudepar har sommetider flere år i forvejen ringet til kirkekontoret for at træffe aftale om et bryllup. De glæder sig begge to. De er fulde af planer, drømme og gode hensigter. De strutter næsten af kærlighed, når de stiller sig foran alteret. Og det er godt, for så er der noget at tage af, når hvedebrødsdagene er ovre.

»Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham,« står der i Bibelen i Første Johannesbrev. Sommetider bruger præsten det i sin tale til brudeparret, selvom teksten egentlig ikke hører vielsesritualet til.

Ifølge traditionen er forfatteren apostlen Johannes. Typisk for Johannes er da også de mange forholdsord. Dem, der får både Gud og Jesus og os mennesker til hænge sammen: Det handler om at blive i kærligheden, for så bliver kærligheden i os. Det handler om at være i og af verden, men alligevel at være i Gud, ligesom han er i os, og vi er i ham. Det handler om at være i noget. Og det, kære læser, er hovedsagen. At være i noget.

»Vil du elske og ære hende, og leve med hende både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil døden skiller jer ad?«

Sådan spørger jeg gommen, og når han så har svaret ja, og bruden også, og de giver hinanden hånd derpå, ja, så fanger bordet. Så er de i ægteskabet i medgang og modgang. Så er de i en sammenhæng, som gerne skal holde – og det beder vi Gud om at velsigne.

At være i noget. At være i en sammenhæng. Det kan også være i en god familie, i et trygt naboskab, i et vennelag, i en menighed eller bare ganske enkelt i Guds kærlighed.

Det er vel sådan set det, der giver livet mening. At være i en sammenhæng. Det er rart, det er også bøvlet, for det forpligter.

Men efterhånden sker der måske det, at fornemmelsen af pligt fortoner sig, ligesom frygten for at falde udenfor forsvinder. Så opdager vi, at vi hænger sammen og det endda i kærlighed.

I den sammenhæng elsker vi, fordi vi allerede er elskede. Fordi Gud elskede os først.