»Mere fart på sol og vind, tak«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Skanderborg Kommune har en flot politisk ambition om at være selvforsynende med CO2-fri el i 2030 i hele kommunen som geografi. Det blev besluttet i 2022 og er selvfølgelig et mål, vi som klimaansvarlig kommune skal holde fast i.
Men vi skal op i gear, hvis vi skal nå det.
For selvom der administrativt og politisk er brugt meget tid på at nå det ambitiøse mål, er der ikke opstillet en eneste solcelle eller vindmølle siden beslutningen i 2022. Og der kan nemt gå nogle år endnu.
Der er foreløbig kun sagt politisk “ja” til ét solcelleprojekt ved Låsby, der kan levere cirka 10 procent af den CO2-frie el, som vi har sat som mål. Tre andre projekter er i proces, men endnu ikke vedtaget – solceller ved Sjelle (10 procent), solceller ved Hørning (to procent) og én vindmølle ved Mesing (to procent).
Ender alle projekter med at blive til noget, har vi (kun) nået 24 procent af vores mål. Men først om nogle år, fordi der venter en masse planlægning og høring, før anlæggene kan blive bygget og begynde at levere grøn strøm.
Med det tempo når vi ikke i mål med 100 procent grøn el i 2030 – langt fra.
Det sker der sådan set ikke noget ved. Skanderborg Kommune har selv valgt besværet med at finde arealer til de mange solceller og vindmøller.
For SF er målet om CO2-fri el i 2030 dog et af de vigtigste politiske mål, vi har sat os i Skanderborg Kommune. Klimaforandringerne rammer os lokalt, og løsningerne skal også findes lokalt. Vi har en bunden opgave med at finde arealer til produktion af grøn el, svarende til den mængde, vi selv bruger. Hverken mere eller mindre.
For os er der derfor kun én mulighed. Vi skal op i fart med at udpege arealer til sol og vind.
Det er ikke nemt, fordi ingen vil bo tæt på solceller eller vindmøller. Det kræver derfor politisk mod at udpege de nødvendige arealer.
Vi skal som kommune fortsætte dialogprocesser med berørte lokalsamfund, så alle synspunkter er kendt, før byrådet beslutter sig for et “ja” eller et “nej”. Men det behøver ikke tage hele eller halve år. Man kan sagtens gennemføre gode processer på kortere tid.
SF vil derfor både nu og i det nye byråd arbejde for, at alle nødvendige arealer til sol og vind er udpeget senest i midten af 2027 efter forudgående dialogprocesser. Selvfølgelig på arealer, hvor VE-anlæggene giver mindst mulig gene.
Det håber vi, at andre klimaansvarlige partier er med på. Ellers når vi ikke vores CO2-mål.