Mobilitetsplanen skal bruges med omtanke
Det giver ingen mening, når mobilitetsplanen bruges som argument for at fjerne p-pladser uden blik for helheden.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Da byrådet besluttede at fjerne parkeringspladserne ved Skt Pauls Kirkeplads ved M. P. Bruuns Gade, advarede blandt andre Henrik Olsen fra fællesrådet Frederiksbjerg om konsekvenserne. Alligevel stemte et flertal for. Nu står vi tilbage med butikker, der mister kunder, og borgere, der føler sig overhørt.
Jeg kan godt forstå frustrationen, og derfor tog jeg hen til slagteren.. For mange føles det, som om beslutningerne træffes hen over hovedet på dem, der lever med konsekvenserne i hverdagen. Og det er netop den slags, der skaber afstand mellem byrådet og aarhusianerne.
Jeg har selv skrevet under på mobilitetsplanen. Jeg gjorde det, fordi jeg tror på, at Aarhus har brug for en plan for, hvordan vi bevæger os rundt i en by, der vokser med tusindvis af nye indbyggere hvert år. Men jeg skrev også under, fordi planen blev præsenteret som et redskab – ikke som en facitliste. En plan, der skulle kunne justeres, når virkeligheden viser os, at noget ikke fungerer.
Derfor giver det ingen mening, når mobilitetsplanen bruges som argument for at fjerne p-pladser uden blik for helheden. For mobilitet handler jo ikke kun om cykelstier eller parkeringspladser hver for sig. Det handler om balancen mellem cyklister, gående, kollektiv trafik, biler og erhvervsliv. Det handler om at skabe en bymidte, hvor vi både kan få hverdagen til at fungere og samtidig bevæge os i en grønnere retning. Det var netop de små erhvervsdrivende som var mit ønske at sikre bedst muligt i planen.
Hvis vi ikke tør bruge den fleksibilitet, som mobilitetsplanen bygger på, så ender vi med beslutninger, der rammer skævt. Det går ud over butikkerne, det går ud over borgernes tillid, og det svækker i sidste ende byens udvikling.
For mig er det enkelt: Vi skal turde lytte. Vi skal turde rette til, når vi kan se, at noget ikke virker. Og vi skal altid huske, at planerne kun har værdi, hvis de opleves som meningsfulde i hverdagen for aarhusianerne.
Moderaterne vil derfor insistere på, at mobilitetsplanen bruges, som den var tiltænkt: som et levende værktøj, der hele tiden kan tilpasses og forbedres. På den måde kan vi skabe en by, hvor folk både kan parkere, handle ind, tage cyklen eller bussen – og hvor byen stadig udvikler sig i en grønnere og mere bæredygtig retning.
Til sidst handler det om noget så jordnært som sund fornuft. Vi skal lave løsninger, der fungerer for mennesker i hverdagen. Først da kan vi sige, at vi har en mobilitetsplan, der virker i virkeligheden