Mine sønderjyske venner holder stædigt fast i deres dialekt – og jeg elsker alt ved det

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Måden, du taler på, kan afsløre, hvor glad du er for din hjemstavn.«

Sådan stod der på forsiden af avisen i frokoststuen på arbejdet. Og i selve artiklen var en af pointerne, at hvis man taler med dialekt, så er man med al sandsynlighed også glad for det sted, man kommer fra, og man viser en stedstilknytning.

Overskriften og artiklen ramte mig. Ikke fordi jeg er uenig i pointerne, men fordi jeg synes artiklen mangler den nuance, at tilknytning og glæden over at høre til et geografisk sted også kan sidde andre steder end i dialekten – for jeg er hende, der er glad og stolt af min hjemstavn, men måden jeg taler på, afslører ikke hvor jeg kommer fra.

I frokoststuen blev det til en lille gættekonkurrence for dem, der ikke vidste, hvor jeg kommer fra. De kunne jo ikke høre det på dialekten.

Hele min barndom og ungdom har jeg boet på Fyn – den smukke ø, hvor selveste H. C. Andersen blev født, og alle dage har jeg fra de landlige omgivelser haft udkig til markerne med Lillebælt i baggrunden. I begyndelsen af mine 20’ere flyttede jeg hjemmefra – først på højskole og så rigtigt hjemmefra. Som de fleste af mine venner blev det Aarhus, hvortil jeg flyttede mig og mine ting. Den fynske dialekt kom ikke med, men alligevel bankede mit hjerte – dengang som nu – for min hjemstavn.

Sproget kan bære vores tilhørsforhold. Mange af mine sønderjyske venner holder stædigt fast i deres dialekt – og jeg elsker alt ved det! De viser med ordene, at de hører hjemme netop der, midt i det sønderjyske. Andre, som mig, der har lagt min dialekt bag mig eller bare aldrig rigtig fik den ind under huden, kan måske komme til at føle, at jeg mister en del af mig selv. Men kærlighed til et sted kan heldigvis komme til udtryk på mange forskellige måder.

Jeg taler ikke fynsk eller med dialekt. Men jeg kan stadig finde glæde i at høre andre gøre det – og i at vende tilbage til Fyn og min hjemstavn, hvor min familie taler klingende fynsk.

Måske er det med sproget og dialekten lidt som med troen: Nogle udtrykker den højt og tydeligt – i ord, andre mere stille, som et stille hjerteslag, der banker af taknemmelighed.

Vi må ikke kun se på og høre ordene, sproget, og om vi bærer dialekten med, men også på hjertet bag. Om vi taler dialekten eller ej, så kan vi bære kærligheden til vores hjemstavn og rødder med os, hvor end vi går.

Og det gør jeg!