Hellige rum under samme tag – kan vi det?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I sommer havde jeg en stærk, dialogisk oplevelse.

Sammen med en gruppe kolleger var jeg på studietur til Berlin. Ét af højdepunkterne var et besøg hos House of One – et stort og visionært projekt, hvor tre menigheder – en kristen, en muslimsk og en jødisk – bygger et fælles hus.

De bygger kirkesal, synagoge og moské under samme tag og med en fælles hall som indgang. Man er ikke tvunget til at tro, eller tro på det samme, men man er tvunget til at gå igennem det fælles for at komme ind i ens eget hellige rum. Fællesrummet skal danne ramme om fælles møder, samtaler, koncerter, bøn for fred med videre.

Projektet begyndte i 2011, og der er ikke noget hus at se endnu. Der er flotte arkitekttegninger; der er en byggegrund doneret af den lutherske kirke, og hvor der i mange år har foregået arkæologiske udgravninger. Og der er ansatte og frivillige, som laver aktiviteter, underviser i religionsdialog på skoler, og arrangerer offentlige møder og fælles bønner ved særlige begivenheder. Der er bestyrelse og advisory board med biskopper fra forskellige kirker, borgmester og andre med vægtige stemmer i den tyske offentlighed. Det er et præstige-projekt i selve hjertet af Berlin.

Noget af det, der slog mig, var erkendelsen af, hvor lang tid sådan et projekt tager. Ikke kun fordi der skal tegnes, finansieres og bygges. Men fordi det vigtigste byggeri foregår i relationerne mellem mennesker. Tillid tager tid. Venskaber tager tid. Og dialog tager tid. Og også en erkendelse af, at sådan et projekt ikke kan formuleres ”fra oven”, men må opbygges lokalt af konkrete mennesker på et konkret sted.

Vi mødte en muslimsk og en jødisk medarbejder, som fortalte levende om projektet. Den muslimske medarbejder stillede os et spørgsmål, jeg stadig tænker over: Ville sådan et projekt kunne lade sig gøre i Danmark?

Det er et udfordrende spørgsmål. Vi danskere kan godt lide at se os selv som åbne og tolerante, men ligefrem et fælles hus med kirkesal, moské og synagoge under samme tag – ville vi være klar til det? Ville der kunne samles politisk velvilje og økonomiske midler fra fonde, kommune og stat til det?

I Aarhus vest har vi taget initiativet Fredens Hus i et samarbejde mellem Gellerup Kirke, Fredens Moské og Danmission. Indtil videre er Fredens Hus en forening, som laver dialogiske aktiviteter. Sidste skoleår havde vi blandt andet 2000 unge igennem dialogworkshops – ude på folkeskolerne og her i Gellerup.

Om Fredens Hus nogen sinde bliver et fysisk sted, ved vi ikke. Der er noget godt ved at gå på besøg hos hinanden i kirker og moskéer. Og der ville også være en stærk pointe i at have et fælles sted, hvor vi bygger fælles hjemlighed og mødes på fælles grund. Men vi har ikke haft tanken om at bygge hellige rum i Fredens Hus. Hellige rum under samme tag, ville vi være klar til det?

Aarhus by udvider sig, og i nogle af de nybyggede områder er der langt til de etablerede kirkerum. For andre trosretninger end folkekirken er det langt sværere at etablere sig i egne hellige rum. Kunne man forestille sig et House of One i en multikulturel og multireligiøs by som Aarhus? Eller ville det være for kontroversielt i vores kontekst?

Jeg lader spørgsmålet stå et øjeblik! Imens glæder jeg mig helt vanvittigt til om nogle år at besøge Berlins House of One. Jeg glæder mig over, at der er der en kristen menighed, en jødisk og en muslimsk menighed, som har modet, og en omverden, som tror på dem.

Og imens vi tænker over spørgsmålet, må vi ikke forsømme at bygge relationer. For relationer tager tid. Vi gør det i Fredens Hus. Og vi kan gøre det hver især. Med åbne døre, åbne sind og en vilje til at lære hinanden bedre at kende, og måske invitere os selv på besøg i de andres hellige rum.