Fortsæt til indhold

Ren sø uden dyre lappeløsninger

Debat
Christian Wibe-MarkerNæstformand, Økonomi- og Erhvervsudvalget (C)
Torben WallnerMedlem, Klima-, Miljø- og Planudvalget (C)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Skanderborg Sø og søbadet er et af vores vigtigste samlingspunkter. Men sommeren ved Skanderborg Sø er for mange blevet synonym med uklart vand og algeopblomstringer. Mange af os har oplevet at stå på søbadet og ikke kunne se bunden, selv på ganske lavt vand. Det ønsker vi at ændre. Vi vil have en ren sø, men det kræver, at vi tager fat på de reelle årsager.

Problemet skyldes især fosfor, som løber til søen fra marker, åer, regnvand og spildevand. Ringkloster Å alene fører næsten halvdelen af den samlede fosfor til søen, og det er her, vi for alvor kan gøre en forskel.

Løsningerne findes i at mindske udvaskning fra landbruget, skabe flere vådområder, plante skov på udsatte arealer og forbedre rensningen af overfladevand. På den måde reducerer vi tilførslen af fosfor, så søen kan genvinde sin balance og på sigt blive klar og sund.

Der er også foreslået forskellige restaureringsmetoder direkte i søen. Man kan fjerne fredfisk, tilsætte aluminium eller det dyrere middel Phoslock til bunden, ilte bundvandet eller endda fjerne hele bundsediment.

Prisen for disse indsatser koster helt op til 52 millioner kroner, afhængig af hvilken metode der vælges. Problemet er blot, at de kun vil give en midlertidig forbedring. Hvis vi ikke først stopper kilden til fosforen, vil vi om få år igen stå med en sø fuld af alger, og pengene vil være spildt.

Det ville være økonomisk uansvarligt at bruge så store beløb på kortsigtede løsninger. Den eneste vej frem er at angribe årsagerne i oplandet. Kun ved at reducere fosfortilførslen kan vi skabe en varig forbedring og give Skanderborg Sø den renhed, vi alle ønsker.