Når køkulturen dør, dør fællesskabet også

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg er tilbage i hamsterhjulet efter en dejlig sommerferie med familien. Og måske kender du det selv; man tager på tur, ser noget sjovt, men så er der også de oplevelser, der bliver hængende som små stik af irritation. For mig var det de mange situationer i Jesperhus, Djurs Sommerland og andre steder, hvor det blev tydeligt, at køkulturen er død.

Gang på gang oplevede jeg, at forældre lod deres børn mase sig helt frem på første række, selvom der var pladser nok til alle. Til sidst måtte alle børn stå op, fordi ingen ville være de sidste, der kunne se. Jeg blev ærgerlig – ikke kun over børnene, men over at forældrene havde givet op på almindelig pli og opdragelse.

Nu er jeg selv forælder og sidder i både skolebestyrelse og forældreorganisationer. Jeg ved, hvor svært det kan være at sige fra, og jeg ønsker ikke at pege fingre ad andre. Men jeg tror, vi står med et fælles problem: Når forældre ikke tør eller vil træde til, mister vi fællesskabet. Og det er ikke kun i køen til et sommerland – vi ser det også i folkeskolen, i fritidsklubberne og i breddeidrætten.

Mistrivslen blandt børn er et tilbagevendende tema. Mange peger på skolen eller dagtilbuddet – men sandheden er, at pædagoger og lærere ikke kan gøre det alene. Fællesskabet i klassen og børnegruppen afhænger i høj grad af forældrenes engagement. Hvis vi vil have bedre trivsel, skal vi have forældrene tættere på. Jeg tror, vi skal give skolebestyrelserne bedre redskaber til at arbejde med trivsel og fællesskab – og vi bør tænke forældresamtaler bredere, så de også handler om, hvordan vi sammen bidrager til klassens sociale liv, ikke kun barnets faglige resultater.

Det samme gælder i foreningslivet. Jeg har selv oplevet, hvordan klubber og sportshold kæmper, når forældrene ikke melder sig som trænere, holdledere eller til at bage kage til stævnet. Uden forældrene braser fællesskabet sammen. Derfor mener jeg, at vi som kommune skal gøre det meget lettere at være frivillig. For eksempel ved at tilbyde små kursusforløb til nye trænere, skabe et administrativt “foreningssupportcenter” og give enklere adgang til haller og baner. Jo nemmere vi gør det at bidrage, jo flere vil også melde sig.

Men det stopper ikke her. En by bliver ikke et godt sted at leve, hvis alle kun passer sig selv. Vi ser det i trafikken, vi ser det i køen i sommerlandet, og vi ser det, når vi mister engagementet i nabolaget. Derfor har vi brug for at satse mere på lokale fællesskabsprojekter – fra nabodage og bydelsforeninger til partnerskaber mellem kommunen og civilsamfundet. Det offentlige er bygget til “one size fits all”, men sådan fungerer livet ikke. Nogle af de bedste idéer findes uden for rådhuset, blandt de borgere, der mærker konsekvenserne af beslutningerne i hverdagen.

Jeg er ikke ude på at skælde nogen ud. Men jeg er bekymret for, at vi som forældre og borgere nogle gange glemmer, at fællesskaber kræver, at vi alle byder os til. Ellers bliver vi tilskuere til, at tingene skrider – og så mister vi noget vigtigt, både i køen til et børneshow og i hverdagen i Aarhus. Hvis vi vil have børn, der trives, klubber der blomstrer og bydele med stærke fællesskaber, skal vi tage ansvar sammen. Politik kan meget – men uden forældre og borgere, der vil være med, så holder det ikke.