Flagdagen for Danmarks udsendte: En dag til anerkendelse og eftertanke
Lad os hylde veteranerne året rundt. lyder det fra nuværende byrådsmedlem og Balkanveteran.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
5. september markerer vi flagdagen for Danmarks udsendte. Vi takker dem, der har tjent vores land i krig, konflikter og fredsbevarende missioner. De mænd og kvinder, der er udsendt lige nu. Dem, der har været udsendt gennem tiden og dem, der betalte den højeste pris og aldrig kom hjem. Deres mod og vilje til at kæmpe for vores fred, frihed og demokrati fortjener vores dybeste respekt.
Jeg tæller mig selv blandt de heldige. Jeg kom hjem uden fysiske mén, og mine oplevelser har formet mig, men også skånet mig for de svære ar, som mange andre bærer på sjælen. Det gør ondt at tænke på dem, der kæmper videre i det stille, efter missionen er forbi. Dem skylder vi ikke blot en tak, men også en håndsrækning, når de vender hjem til os.
Det gør ondt at tænke på dem, der kæmper videre i det stille, efter missionen er forbi.
I Randers Kommune har vi en stærk veteranpolitik, som også omfatter de pårørende. Vi ved, at vores ansvar ikke stopper, når udsendelsen er slut. Det er vores pligt som samfund at møde veteranerne med ægte respekt, anerkendelse og konkrete tilbud om hjælp – både fysisk, psykisk og socialt. Det er ikke bare en gestus. Det er det mindste, vi kan gøre.
At være veteran er mere end en titel. Det er et livslangt bånd mellem den enkelte og os alle. Lad os i dag stå sammen, huske, ære og takke og vigtigst af alt sikre, at de, der har båret Danmarks frihed på deres skuldre, aldrig står alene. Det gælder ikke kun 5. september, hvor alle politikere står på nakken af hinanden for at hylde veteranerne, men hver eneste dag året rundt.