Aarhus skal ikke være tredjesidst – vi skal være bedst til velfærd
Investering i kernevelfærd er nødvendig for at opretholde byens værdighed, mener rådmand.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Aarhus skal være en by, hvor vi passer på hinanden. Hvor børnene mødes af nærvær og tryghed i daginstitutionerne, hvor de ældre bliver set og hørt på plejehjemmene, og hvor mennesker med særlige behov ikke falder gennem sprækkerne, men får den hjælp og støtte, de har brug for. I folkeskolen skal lærerne og pædagogerne ikke hele tiden føle de er bagud og i stedet have bedre tid til klassen og den enkelte elev.
Det handler om velfærd – og det er den allervigtigste opgave, vi som kommune har.
Men lige nu halter Aarhus bagefter. Faktisk er vi tredjesidst i hele landet, når det gælder, hvor mange penge vi bruger på velfærd pr. indbygger. Og det har en pris.
Vores dygtige medarbejdere i skoler, daginstitutioner, på plejehjem og bosteder gør deres bedste – men de bliver færre og færre. For ti år siden var der 79 kommunale ansatte for hver 1.000 borgere. I dag er tallet nede på 63.
Det betyder, at pædagoger og sosu’er løber hurtigere. At lærerne har mindre tid til den enkelte elev. At ventelisterne vokser, og at der er længere mellem de mennesker, der har tid til at lytte, tage hånd om og følge op.
Vi har set konsekvenserne: Ældre, der bliver svigtet på plejehjem. Bosteder, der må lukke efter alvorlig kritik. Klassesammenlægninger, færre lejrture og børn, der ikke får den støtte, de har brug for. Borgere med psykiske eller sociale problemer, der må vente over et år på bostøtte. Det er ikke værdigt. Det er ikke Aarhus værdigt.
Vi skal tilbage på sporet. Ikke med flere fine ord – men med en reel prioritering af det, der betyder noget: Aarhusianernes hverdag. Især dem der har brug for velfærdssamfundet.
Derfor vil SF Aarhus annullere de planlagte skattelettelser, de årlige grønthøsterbesparelser og sætte en stopper for de dyre prestigeprojekter. I stedet vil vi investere i kernevelfærd. I dygtige medarbejdere. I tryghed. I en hverdag, hvor både borgere og medarbejdere kan ånde lettet op.
Vi skal selvfølgelig stadig bruge pengene klogt, bekæmpe unødvendigt bureaukrati og få flere i job. Men det er ikke nok. Aarhus fortjener bedre – og det kræver mod til at sige nej til prestige og skattelettelser og ja til velfærd.