Sejlklubben kan blive Flodbyens hjerte - hvis vi vil

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Randers står midt i en stor forandring. Klimabroen og Flodbyen vil ændre vores by, som vi kender den. Men midt i alle visionerne er der noget, vi risikerer at miste. Noget, der ikke kan genskabes: Restaurant Sejlklubben og sejlklubbens bygning.

For mange randrusianere er Sejlklubben ikke bare en bygning. Den er minder. Den er konfirmationer, bryllupper og fødselsdage. Den er sommeraftener på terrassen, hvor man har spist en frokost og set solen danse i fjorden. Den er duften af vand, lyden af master i vinden og fornemmelsen af at være tæt på havnen, byen og historien på én gang. At rive den ned er ikke blot at fjerne mursten - det er at rive en del af Randers’ sjæl væk.

Bygningen er nu over 60 år gammel. Nogle spørger: ”er den bevaringsværdig?”. Svaret er ja. Ikke fordi arkitekturen i sig selv er unik, men fordi huset rummer en særlig kulturhistorie. Den fortæller om Randers som havneby, om de fællesskaber og oplevelser, der er vokset frem i klubben, og om den maritime identitet, vi risikerer at tabe på gulvet. Ligesom Pakhuset i dag er et samlingspunkt, kan Sejlklubben blive et vigtigt element i en fremtidig Flodby - et bindeled mellem fortid og fremtid.

Mange har peget på, at Randers kunne have valgt en anden vej: at etablere en moderne lystbådehavn i det nordre bassin. Her kunne vi have skabt et levende maritimt miljø med gæstesejlere, caféer, restauranter og små butikker - præcis som vi ser det i byer omkring Mariager Fjord. Hvert år sejler tusindvis af både dertil, og de besøgende efterlader ikke blot stemning og aktivitet, men også et betydeligt økonomisk aftryk. En sådan havn i Randers ville have givet både borgere og turister en ny oplevelse af byen fra vandsiden og skabt liv året rundt. Den ville have været en oplagt ramme for Sejlklubben og dens bygning, hvor tradition og fornyelse kunne gå hånd i hånd.

Men med beslutningen om Klimabroen har vi i realiteten lukket døren for den mulighed. Broen spærrer for en egentlig lystbådehavn i det nordre bassin - og dermed for en af de største chancer, Randers har haft for at styrke turismen og skabe en maritim bydel, der kunne matche de bedste i landet. Det gør det endnu vigtigere at bevare det, vi trods alt stadig har: Sejlklubben.

Hvis vi river Sejlklubben ned, står vi tilbage med en ny, poleret Flodby, der ganske vist kan imponere med arkitekttegnede huse, men hvor er sjælen? Turister og borgere søger autenticitet, og det er netop det, Sejlklubben repræsenterer. Bevaring handler ikke om nostalgi, men om at skabe en levende bydel med plads til både nyt og gammelt.

Derfor er tiden nu. Byrådet i Randers har stadig muligheden for at præge beslutningen. Det kræver mod til at se ud over kortsigtede planer og erkende, at Sejlklubben er en del af byens dna.

Jeg vil derfor opfordre alle 31 byrådsmedlemmer til at tænke sig grundigt om. Bevar Sejlklubben. Ikke for bygningens skyld alene, men for de mennesker og de historier, der har sat deres præg på stedet gennem generationer.

Hvor der er vilje, er der en vej. Randers kan udvikle sig uden at slette sin fortid. Og Randers kan få en Flodby, der ikke bare er moderne men også levende, autentisk og genkendelig for dem, der bor her.

Lad os ikke rive vores maritime hjerte ned. Lad os bevare Restaurant Sejlklubben.