Hjemve til et sted man aldrig har været

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Det er besynderligt,« siger en ung pige, mens hun står med sin yndlingsbog i hånden.

»Det er besynderligt, at man kan føle hjemve til et sted, hvor man aldrig selv har været.«

Pigen står med bogen Harry Potter i hånden og sætter ord på det besynderlige, som vi andre måske også har oplevet – nemlig at man kan længes efter et sted eller en virkelighed, hvor man ikke selv fysisk har været. Den unge pige længes efter det univers og den ånd, der er på troldmandsskolen Hogwarts, som hun har lært at kende gennem bøgerne om drengen Harry Potter.

Det er sandsynligvis en lignede oplevelse, der i 60’erne fører til, at en gruppe unge i et kollektiv alle tager navnet Kløvedal. Forfatter og debattør Ebbe Kløvedal Reich var en af dem. Kløvedal er navnet på elvenes fredfyldte dal i Ringenes Herre-.universet. De unge i kollektivet tager navnet Kløvedal, fordi de længes efter et fredfyldt sted, hvor alt det, der ødelægger og nedbryder livet, ikke kan nå ind. Hvor der derimod hersker en livgivende ånd.

Det er aldrig ligegyldigt, hvad det er for en ånd, der får plads imellem os. Og man kan længes efter en bestemt ånd, også selv om man ikke selv fysisk har været der, hvor ånden er virkelig. For selv på afstand mærker man hurtigt om den ånd, der er et sted, taler til én og vække noget i én: ja måske ligefrem en form for hjemve.

Men den besynderlige længsel eller hjemve efter ånd er i virkeligheden ikke så besynderlig, fortæller vores bibel os – for vi længes, fordi vi har rod i og er forbundet med en god ånd, Guds Ånd. Fra skabelsens side er den pustet ind i os. Længslen eller hjemveen er på en måde Guds kalden på os.

I en tid hvor verden ser ud, som den gør, og man af og til kan føle det som om, alt for tunge, mørke og faretruende skyer driver ind over os, er det relevant at spørge, hvorfra vi skal hente mod og håb til vores liv?

Måske vi som en ung pige henter mod og håb i en bog om en lille mørkhåret dreng med briller og tryllestav, der imod alle odds tager kampen op mod den magt, der truer med at ødelægge den verden, han kender og elsker. Eller måske vi som en flok unge i et kollektiv i 60’erne finder mod i fortællingen om en elverdal i et smukt, mytisk univers.

Eller vi er måske en af de mange, som af og til må ud i naturen og ligesom se med egne øjne, at livet stadig spirer frem og med egne næsebor dufte, at der stadig er friskhed og livskraft lige uden for døren. Og så kan vi naturligvis også komme i kirken og høre store ord og få løftet om, at den Ånd, der kalder liv frem og vil indgyde os mod og håb, stadig er virksom mellem os.

I den kristne fortælling lyder det til os, at det er Guds Ånd, der som et vindpust rører ved verden og kalder liv, bevægelse og farve frem. Alt det de fleste af os længes efter. Fra skabelsens allerførste dag er det Helligånden, der svæver over jorden og puster liv i den, så alt det, vi kender som godt i verden, gror frem.

Sådan kalder Guds Ånd på os: i vindens sagte eller vilde susen, i den milde blomsterduft og mellem træernes dansende blade. Og vi får del i den i dåbens vand og løfte om, at vi er indfældet i Guds virkelighed. En virkelighed, der vil mætte vores længsel og sende os ud i livet med mod og håb.

For Guds Ånd og hans livskraft er stadig virksom og på færde i verden.