Vi skal værne om den frie debat, ikke begrænse den
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Kære borgmester, byråd og andre medunderskrivende partier af læserbrevet »Sammen om den gode tone«.
Vi bakker fuldt op om jeres ønske om en god og saglig tone i debatten. Det er vigtigt for et sundt demokrati, at vi lytter til hinanden og respekterer, at vi kan være uenige. Det skal ikke ende i politianmeldelser, skældsord eller grove beskyldninger ved f.eks. at sammenligne et andet parti med en sekt, uanset om det foregår på sociale medier eller i avisen. Derfor anerkender og roser vi initiativet til at sætte fokus på tonen i den kommende valgkamp.
Vi kan ikke stå som afsendere på jeres fælles læserbrev. Det skyldes, at vi desværre oplever, at brevet blander flere ting sammen. Det handler pludselig om mere end bare en god tone.
Vi frygter, at fokus på anonyme profiler og navne, som ikke er ens rigtige, i virkeligheden handler om at begrænse borgernes ret til at ytre sig frit.
Vi frygter, at fokus på anonyme profiler og navne, som ikke er ens rigtige, i virkeligheden handler om at begrænse borgernes ret til at ytre sig frit. Det er et demokratisk princip, at alle skal have mulighed for at kritisere og debattere – også uden at risikere at blive genkendt, især hvis de frygter negative konsekvenser i deres hverdag. Vi er bekymrede for den tilgang til anonyme borgere og medarbejdere, for betyder det, at byrådet og borgmesteren ikke vil tage anonyme henvendelser via kommunens whistleblower-ordning alvorligt, bare fordi de er anonyme? På trods af at den anonyme whistleblower kommer med korrekte og sande oplysninger? Det er for os i Velfærdslisten Syddjurs et skråplan at bevæge sig ud på.
Hvis der rettes kritik mod Syddjurs Byråd eller måden, der sagsbehandles i kommunen, er det efter vores mening de ansvarlige politikeres opgave at svare ordentligt tilbage med fakta og saglige argumenter, f.eks. ved at dokumentere, at der ikke er begået lovbrud. Det er i den proces, vi viser, at vi kan håndtere kritik og forsvare vores beslutninger – uanset om kritikken kommer fra en anonym profil eller en, vi kender.
For os i Velfærdslisten Syddjurs handler en god tone ikke om at tvinge folk til at vise deres ansigt. Det handler derimod om, at vi alle, inklusive de folkevalgte, skal lytte og svare på borgernes bekymringer, uanset hvor de kommer fra. Og gerne forholde os til fakta.
Det undrer os, at ordet »dikkende lammehaler« er det, som byrådet reagerer på i redaktørens leder d. 13/8. Det er ikke beskrivelsen af borgernes oplevelse med kommunen, og det at en del borgere efterhånden får følelsen af, at medarbejdere i kommunen kun tager på arbejde for at genere dem. Hvilket selvfølgelig ikke er korrekt, ingen medarbejdere tager på arbejde for at genere borgerne, men det kan desværre godt opleves på den måde, når man som borger er afhængig af et samarbejde med kommunen. Men to ord, som forklarer borgerens oplevelser, er det, byrådet reagerer på.
Vi ser frem til en fair og saglig valgkamp, hvor vi kan debattere de store spørgsmål, der optager borgerne i Syddjurs Kommune.